Hjørrings store jobguide: Sådan finder - og får - du job i Hjørring Kommune
Indhold
For at hjælpe dig så godt på vej til et job i Hjørring som overhovedet muligt, har vi skrevet en heltstøbt jobguide. Her er både tal fra Jobbarometeret 2022, konkrete tips og råd til at finde job i Hjørring Kommune fra erfarne jobeksperter.
For at komme hele vejen omkring jobsøgningsprocessen, har vi opdelt guiden i tre faser:
I første omgang går vi på jagt efter ledige jobs. Her dykker vi ned i det nye Jobbarometer fra 2022 og tager en snak med Kim Jakobsen, der er afdelingsleder for Jobformidlingsenheden, som er en del af jobcenteret i Hjørring.
Derefter klæder vi dig på til at søge job i Hjørring. Du får blandt andet viden om, hvordan dit lokale jobcenter kan hjælpe dig, hvad du skal smække i dit CV og en række guldkorn til din ansøgning.
Til sidst ser vi på jobsamtalen. Vi har talt med Bo Lyhne Andersen, som er HR Business Partner i Novo Nordisk (som også holder til i Hjørring) og har afholdt et hav af jobsamtaler. Bo kommer vidt omkring – han kommer blandt andet med råd til, hvordan du bedst forbereder dig til jobsamtalen, og hvordan du efterfølgende skal tackle ventetiden på svar.
God læselyst.
Jobbarometeret 2022 har gode nyheder til dig, der leder efter job i Hjørring
Jobbarometeret er det lokale joboverblik, der giver en prognose for, hvordan virksomhederne i Hjørring Kommune kommer til at ansætte i det kommende år.
Den seneste udgave af Jobbarometeret udkom i marts, og virksomhederne i Hjørring har gode nyheder til dig.
Faktisk forventes hele 860 nye jobåbninger i løbet af 2022 – fordelt over en masse forskellige jobtyper og sektorer, selvfølgelig.
De særligt efterspurgte jobtyper
Som det fremgår af jobbarometeret, er udviklingen i jobmuligheder for 2022 delt op i tre kategorier: gode muligheder, rimelige muligheder og mindre muligheder.
Der er altså nogle jobtyper, hvor der i Hjørring forventes særlig stor efterspørgsel af arbejdskraft i det kommende år – og måske nogle af dem er noget for dig?
Efterspørgsel på de sundhedsfaglige profiler
Har du en sundhedsfaglig uddannelse? I så fald er der virkelig gode muligheder for job som sygeplejerske, social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent.
Derudover kan jobsøgende tandplejere, klinikassistenter og fysioterapeuter også glæde sig over fine udsigter i 2022.
Gode nyheder for de erhvervsuddannede og dem med en professionsbachelor
Jøbsøgende med en erhvervsuddannelse kan også være glade. Jobs som elektriker, kok og smed er nogle af dem, der hyppigst bliver slået op, mens også tømrer og malere ligger inden for kategorien med gode muligheder.
Sidst kan vi fremhæve, at der også ser lyst ud for dem, der er proffesionsuddannet. Så har du taget dig en uddannelse som lærer, socialrådgiver eller pædagog, kan det være en idé at holde øje med jobopslag i Hjørring-området.
Jobs fordelt på sektorer
Ser vi på fordelingen på tværs af sektorer, er det inden for kultur, turisme og events, at flest jobs forventes at blive slået op. Her forventer man 220 nye jobåbninger, hvoraf en del dog er sæsonbestemte.
På andenpladsen kommer handel- og forretningsservice, hvor der forventes 172 nye jobs i løbet af 2022. Desuden regner byggebranchen med 122 jobåbninger det kommende år.
Nok om jobbarometeret. I det næste afsnit vil vi vise dig, hvor du kan lede efter jobs i Hjørring.
Hvor skal du kigge, når du søger job i Hjørring?
Når du skal til at lede efter dit næste job i Hjørring, er der overordnet to ting, du kan gøre. Du kan lede efter dit drømmejob via de digitale medier, eller du kan henvende dig hos Jobformidlingen.
Hvordan Jobformidlingen ellers kan hjælpe dig, kommer vi mere ind på i fase 2.
Fordelen ved de digitale medier er blandt andet, at det er nemt for dig altid at se, hvilke aktuelle stillinger, der er til rådighed, uden du behøver at møde op hos Jobformidlingen. Omvendt ligger Jobformidlingen nogle gange inde med relevant insider-viden om den aktuelle jobsituation eller virksomhed, forklarer Kim Jakobsen, der er afdelingsleder for Jobformidlingsenheden.
”Der kan være nogle ikke-opslåede jobs, som vi kender gennem vores kontakt til virksomhederne, men ellers bruger virksomhederne de digitale medier. Det kan være Jobindex, Jobnet, Facebook eller LinkedIn,” fortæller Kim Jakobsen og fortsætter:
”Jobindex er den største platform. Det er her, der bliver slået flest konkrete jobs op. Jobnet har også mange jobs, men Jobindex har en smule flere.”
Ud over ovenstående platforme er her et par konkrete steder, du måske kan finde dit næste job:
Facebook-gruppe: Job i Nordjylland
Facebook-gruppe: Nyt job i Hjørring Kommune
Facebook-gruppe: Ledige jobs i Nordjylland
Hjørring Kommune: Ledige stillinger hos Hjørring Kommune
Workwithus.dk: Jobsøgemaskine
En opsummering af fase 1:
De vigtigste pointer
860 nye jobåbninger i 2022
I følge Jobbarometeret 2022 forventes det, at der kommer hele 860 nye jobåbninger i 2022 inden for en lang række forskellige brancher.
De særligt efterspurgte jobtyper
Har du en sundhedsfaglig baggrund, er håndværker eller kok? Så er der særligt gode jobmuligheder for dig i Hjørring Kommune.
Find det konkrete job digitalt
Du bør holde øje med de forskellige jobrelaterede, digitale platforme - Jobindex, LinkedIn og Facebook. Meld dig ind i diverse job-grupper og vær aktiv derinde. Alternativt kan du kontakte Jobformidlingen og få insider-viden.
Fase 2: Søg jobbet
Gode råd fra Kim Jakobsen
Nu ved du, hvor du kan lede efter jobs i Hjørring. Men hvordan sikrer du, at det netop er dig, der ender med at få stillingen?
Før du begynder at svede over den perfekte jobansøgning, er der råd for, hvordan du kan øge dine chancer for at komme i betragtning. Men hvor starter du?
Ét sted at begynde er på din nye favoritvirksomheds relevante medier. Mange af virksomhederne har nemlig en strategi om at eksponere sig selv på sociale medier som LinkedIn og Facebook.
Orientér og engagér dig i, hvad virksomheden foretager sig – så er du ekstra godt klædt på til at naile din jobansøgning og -samtale.
”Desto mere du ved om virksomheden, og desto mere interesse du viser, desto større chance har du også, når du på et tidspunkt sidder over for dem til et konkret møde”, fortæller Kim Jakobsen.
Jobformidlingens tretrinsraket
Når du henvender dig til Jobformidlingen vil du blive sat sammen med en personlig jobformidler, der kender alle tips og tricks i job-junglen.
Et forløb ved Jobformidlingen består typisk af en tretrinsraket: en kompetenceafklaring, en strategi for jobsøgningen og afslutningsvis hjælp til ansøgning og CV.
Kompetenceafklaringen er med til at sikre, at dine jobambitioner matcher dine kompetencer – så har jobformidleren de bedst mulige forudsætninger for at kickstarte din karriere.
”Vi har kendskab til, hvad der rør sig i Hjørring. Men før vi kan lave et match med en relevant virksomhed, skal vi først have en idé om, hvilke kompetencer kandidaten har. Disse kompetencer forsøger vi så at matche ind i forhold til vores viden om jobmarkedet i Hjørring,” forklarer Kim Jakobsen.
Du kan altid kontakte os og høre, om vi har noget job-information hos en konkret virksomhed. Og nogle gange ved vi også, hvilken kontaktperson man skal tage fat i hos den pågældende virksomhed.
Læg den rigtige strategi
Når du har afklaret, hvad du som kandidat kan og vil, skal du have lagt den helt rigtige strategi for jobsøgningen – men hvad indebærer det? Skal du møde op og hilse på, skal du satse på de uopfordrede ansøgninger, eller skal du måske kaste dig ud i en virksomhedspraktik?
Hvis du har udset dig den helt perfekte virksomhed, er det måske den bedste vej frem at tage uopfordret kontakt. Der er ikke noget farligt i at samle telefonen op, og høre hvilke aktuelle jobstillinger der er åbne, hvordan virksomhedens drømmekandidat ser ud, eller hvilke kompetencer virksomheden mangler.
”Kontakt virksomheden og spørg ind til, hvad der skal til for, at du kan komme i betragtning til et job, og hvad de lægger særligt vægt på. Typisk er der ikke nogen virksomheder, der vil have noget imod det, for alle kæmper jo om at få de bedste kandidater,” fortæller Kim Jakobsen.
Virksomhedspraktik kan være nøglen
Hvis ikke du og de uopfordrede ansøgninger er bedste venner, er der heldigvis andre veje at gå. Virksomhedspraktik kan være en god vej til at sparke døren op til din drømmevirksomhed – og forhåbentlig beholde en fod indenfor.
Især hvis du lige er blevet færdig med studiet og er på dagpenge, kan virksomhedspraktikken være en oplagt mulighed. Og selvom du holder til i Aarhus, Odense eller København vil du stadig kunne komme i betragtning til virksomhedspraktik i Hjørring.
”Hvis du henvender dig i det jobcenter, du tilhører, kan du faktisk godt komme i erhvervspraktik hos en virksomhed i Hjørring, hvis der er en særlig virksomhed, du rigtig gerne vil have job hos,” forklarer Kim Jakobsen.
Hent insider-viden hos Jobformidlingen
Ser du et jobopslag, og tænker: ”Hey, jeg har ikke brug for hjælp fra Jobformidlingen. Den klarer jeg selv.” – kan det alligevel være, at du skal gribe knoglen. Hos Jobformidlingen ligger de nemlig nogle gange inde med netop den insider-viden, der kan sikre dig dit næste job.
“Du kan altid kontakte os og høre, om vi har noget job-information hos en konkret virksomhed. Og nogle gange ved vi også, hvilken kontaktperson man skal tage fat i hos den pågældende virksomhed,” siger Kim Jakobsen.
Der er altså masser af tips, tricks og hjælp at hente, når du leder efter dit næste job i Hjørring. Men hvis ikke du allerede har samlet din telefon op og er ved at ringe til Kim (kontaktoplysninger finder du i bunden af siden), har vi herunder samlet de bedste råd til, hvordan du skriver en god jobansøgning
Ansøgning og CV-tips fra Bo Lyhne Andersen
Hvis du er med så langt, så ved du nu, hvordan du kan øge din chance for at komme i betragtning til en stilling i Hjørring.
Men før den er i hus, skal et vigtigt bjerg bestiges: Jobansøgningen.
Og hvordan er det nu lige, at man skriver sådan en? Vi har samlet de bedste råd fra en erfaren ansøgningslæser, som sikrer, at du får sendt Hjørrings bedste jobansøgning afsted til din kommende arbejdsgiver.
Bo Lyhne Andersen er uddannet Cand.merc i organisationsstrategi og arbejder som HR Business Partner i Novo Nordisk i Hjørring. Gennem sit virke ved Novo Nordisk og tidligere virksomheder har Bo læst et hav af ansøgninger – derfor er han den helt rigtige til at klæde dig på.
Anbefalinger kan flytte bjerge
En god anbefaling eller to fra tidligere arbejdsgivere kan flytte bjerge, fortæller Bo Lyhne Andersen: ”Det er ikke altafgørende, men det betyder en hel del. Vi beder som udgangspunkt altid efter to referencer.”
Så tag fat i en tidligere chef eller kollega, der ikke er bleg for at rose dig til skyerne – det kan øge dine chancer betragteligt.
Dit CV er vigtigt
Når Bo skal vurdere en kandidat, begynder han altid ved CV’et. Det er derfor vigtigt, at dit CV sidder lige i skabet, når du sender det afsted.
Dit CV skal vise, at du er kvalificeret til jobbet. Det skal derfor være spækfyldt med alle dine relevante erfaringer, kompetencer og resultater, der viser, at du har, hvad der skal til for at være den perfekte kandidat til lige netop dét job, du søger.
Det er ekstremt vigtigt, at det, man får beskrevet, har et fremadrettet perspektiv. Det skal gerne handle 99 procent om den stilling, man gerne vil søge, og hvordan man passer ind i den stilling.
Guldkorn til din ansøgning
Når det kommer til ansøgningen, er der nogle helt basale ting, der skal sidde lige i skabet.
En god tommelfingerregel er, at din ansøgning maksimalt må fylde én side. Det skal være en appetitvækker, der gør, at arbejdsgiveren har lyst til at møde dig.
Derfor – pak alle de lange historier om forskellige fag fra studiet væk. De står i dit CV, som i øvrigt er det, Bo læser først. Det vil sige, at din kommende arbejdsgiver allerede har tjek på din baggrund, når de læser din ansøgning.
Brug spaltepladsen fornuftigt
“Man skal helst ikke bruge en masse spalteplads på, hvad man har gjort, og hvad man har af erfaringer – det skulle gerne være forankret i CV’et”, fortæller Bo Lyhne Andersen.
Ansøgningen skal i stedet centrere sig om fremtiden. Om hvad du vil gøre, hvis du fik jobbet:
”Det er ekstremt vigtigt, at det, man får beskrevet, har et fremadrettet perspektiv. Det skal gerne handle 99 procent om den stilling, man gerne vil søge, og hvordan man passer ind i den stilling. Jeg plejer at sige, at ansøgningen er der, hvor man læner sig ind i den nye stilling. Hvis man ikke formår det, bliver det mindre interessant.”
Sæt dig ind i jobbet
Man skal altså læne sig ind i sin nye stilling. Men hvad betyder det?
Helt konkret skal du bruge din energi i din ansøgning på at beskrive, hvorfor det lige netop er dig, der er den allerbedste til at bestride netop dette job.
Det betyder, at når du søger et job i Hjørring, hvor der står, det er afgørende, du har kendskab til det norske marked, eller at du kan betjene en bestemt type maskine, skal det være ansøgningens fokus.
Læseren skal sidde tilbage med følelsen af, at du er verdens bedste til at betjene netop denne maskine, eller at du kender det norske marked som din egen bukselomme.
Det kan du gøre ved at fortælle, hvordan du vil betjene maskinen, eller hvilke planer du har med det norske marked, i stedet for at beskrive de maskiner du tidligere har betjent, og hvad du tidligere har lavet i Norge. Alt det hører til i dit CV.
Hvad må jeg ikke gøre?
Det var en masse om, hvad du skal gøre. Men du sidder sikkert også og tænker: Hvad må jeg ikke gøre?
Også her har Bo Lynhe Andersen delt ud af sine tips, så du ikke dummer dig, når du sender din ansøgning afsted.
Du skal sælge dig selv. Derfor skal du ikke bruge plads på at beskrive dine svagheder i din ansøgning: ”Lad være med det. Der er ingen grund til at sætte sit eget lys under en skæppe – det er der nok personer, der skal gøre for dig senere i livet,” siger Bo Lyhne Andersen.
Udryd fejlene
Nu er vi nået til sidste punkt i fase 2. Udryd helt basale slå-, stave- og grammatikfejl. Man skulle ikke tro det, men virksomhederne modtager ofte ansøgninger med forkerte virksomhedsnavne, fordi rigtig mange sender standardansøgninger afsted.
Det handler om førstehåndsindtryk. Og der er ikke noget, der giver et dårligere førstehåndsindtryk, end hvis man har skrevet et forkert virksomhednavn i ansøgingens overskrift.
”Hvis ikke vi får et godt førstehåndsindtryk, er man allerede ude af spillet. Hvis jeg sidder med et kandidatfelt på 100, og jeg i en ansøgning hurtigt finder en masse stavefejl, så tænker jeg straks: Gad vide hvor grundig vedkommende er, når han eller hun skal ind i et job? Og så ligger der altså bare 99 andre kandidater, der måske har været mere grundige,” fortæller Bo Lyhne Andersen.
Få hjælp af en ven
Tving derfor din kæreste, ven, mor eller dig selv til at gennemlæse din ansøgning for fejl, inden du sender den afsted. Så har du bedst mulige forudsætninger for at give det allerbedste førstehåndsindtryk til din kommende arbejdsgiver.
Hvis du har brug for endnu flere tips til at naile din jobansøgning, har vi skrevet en udtømmende guide i netop den disciplin. Ellers vil vi nu se frem mod næste skridt i jobsøgningsprocessen: jobsamtalen.
Det handler om førstehåndsindtryk. Og der er ikke noget, der giver et dårligere førstehåndsindtryk, end hvis man har skrevet et forkert virksomhednavn i ansøgingens overskrift.
”Hvis ikke vi får et godt førstehåndsindtryk, er man allerede ude af spillet. Hvis jeg sidder med et kandidatfelt på 100, og jeg i en ansøgning hurtigt finder en masse stavefejl, så tænker jeg straks: Gad vide hvor grundig vedkommende er, når han eller hun skal ind i et job? Og så ligger der altså bare 99 andre kandidater, der måske har været mere grundige,” fortæller Bo Lyhne Andersen.
En opsummering på fase 2:
De vigtigste tips og tricks
Kontakt Jobformidlingen
Du kan kontakte Jobformidlingen, som kan hjælpe dig med alt det praktiske og med at få lagt en plan for din jobsøgning.
Få et par anbefalinger
En god anbefaling kan flytte bjerge. Så sørg for at vedhæfte referencer fra tidligere arbejdsgivere til din ansøgning.
Sæt dig ind i jobbet
Du skal i din ansøgning læne dig ind i din nye stilling i Hjørring og fortælle, hvordan du vil håndtere jobbet, og hvorfor du vil være den bedste til det.
Udryd fejlene
Og så skal din ansøgning og CV udryddes for fejl, så du kan give et fremragende førstehåndsindtryk til din kommende arbejdsgiver.
Fase 3: Få jobbet
Råd og erfaringer om jobsamtalen fra Bo Lyhne Andersen
Jobsamtalen. Vi har alle prøvet det, men hvordan
forbereder man sig bedst, hvad er vigtigt at få sagt, og hvad skal man ikke gøre?
Her får du jobsamtalens do’s and dont’s, så du har bedst mulige forudsætninger, når du tropper op i interview-lokalet.
Nok en gang har vi spurgt Bo Lyhne Andersen fra Novo Nordisk i Hjørring til råds – for ud over at have læst et hav af jobansøgninger, er han også én af branchens mest erfarne jobinterviewere. Og derfor er han selvfølgelig den helt rigtige til at forklare dig, hvordan du forbereder dig bedst muligt til jobsamtalen.
Forberedelse gør mester
Det er vigtigt, at du er godt forberedt til din jobsamtale. Orientér dig på virksomhedens hjemmeside og sociale medier, og gør dig nogle tanker om, hvad du gerne vil få sagt til samtalen.
”Forberedelse er vigtigt. Alt for mange kommer til samtale uden et begreb om, hvad de gerne vil have ud af den. Du skal vide, hvad du gerne vil have sagt, og hvilket indtryk du gerne vil efterlade,” siger Bo Lyhne Andersen.
Personlighed og kemi er vigtigt
Når du er nået til jobsamtalen, har virksomheden allerede vurderet, at du er kvalificeret til jobbet. Derfor vil der til en jobsamtale være stort fokus på din personlighed. Hvordan vil en hverdag se ud med dig i virksomheden?
Når vi får folk til samtale, kigger vi efter kemi, lidt om deres personlighed, og hvordan vedkommende vil løse en opgave. Hvordan tror vi, tilgangen vil være til at hjælpe hinanden og være en teamplayer,” fortæller Bo Lyhne Andersen.
Men hvordan forbereder du dig til en samtale om hjælpsomhed, personlighed og kemi, spørger du måske?
”Det bedste man kan gøre er at svare ærligt. At hvile i sig selv og være den, man nu er,” svarer Bo Lyhne Andersen.
Selvsikkerhed, passion & autencitet
Råd er der mange af, og hvis du vil fokusere din forberedelse, er du måske nødt til at prioritere, hvor du bedst bruger din tid. Derfor bad vi også Bo om netop at prioritere de tre allervigtigste træk, du skal udstråle til en jobsamtale:
1. Selvsikkerhed
2. Passion og lyst
3. Autencitet
Det er et spørgsmål om at sælge sig selv. Jeg har siddet i mange samtaler med folk, hvor man nærmest skulle hive svarene ud, og man selv skulle holde samtalen kørende. Nogle gange skyldes det nervøsitet – men jeg skal kunne mærke en ild. Og så er det vigtigt, at man ikke prøver at være noget andet, end man er.
Lad være med at lyve og tale negativt om tidligere arbejdsgivere
Okay, det var en masse råd til, hvad der er godt at gøre og huske på til jobsamtalen. Så lad os nu lige prøve at vende kasketten og kigge på nogle konkrete råd til, hvad du helst skal undgå at gøre til din jobsamtale.
Ét af dem er at tale negativt om tidligere arbejdsgivere.
”Det hjælper ikke en. Det kan godt være, det er derfor, du søger videre – og fair nok. Jeg er bare ikke interesseret i at høre om det,” siger Bo Lyhne Andersen.
Derudover har Bo et helt basalt råd, som selvfølgelig ikke er relevant for dig: ”Lad være med at lyve. Hvis der er noget, der lyder lidt for godt til at være sandt, skal vi nok finde ud af det.”
Hvordan tackler du ventetiden efter jobsamtalen?
Når du har overstået jobsamtalen, er der ikke andet for end at sætte sig hjem og vente på svar. Eller er der?
Det kommer meget an på virksomheden og branchen, om du kan hjælpe dig selv i perioden, før du får et svar.
Hvis du efter samtalen får forklaret en tidshorisont for det kommende forløb, skal du ikke gøre andet end at vente.
”Det bedste man kan gøre er at afvente. Man hjælper ikke sig selv ved at følge op. Det ændrer ikke på oplevelsen og samtalen,” forklarer Bo Lyhne Andersen.
Hvis virksomheden overskrider sin egen deadline, er det dog god stil at ringe og følge op. Her udviser du interesse og proaktivitet.
Hvis du derimod ikke har fået besked fra virksomheden om den videre proces efter din samtale, kan det være en god idé at følge op – dog først efter en uges tid, forklarer Bo Lyhne Andersen.
En opsummering på fase 3:
De vigtigste tips og tricks
Forberedelse gør mester
Sæt dig ind i virksomheden - hvad de laver, hvor mange de er, deres rolle i samfundet osv. På den måde har du noget konkret at byde ind med til samtalen. Tænk desuden over en række pointer, som du gerne vil have fyret af, inden samtalen er slut.
Vær selvsikker (og dig selv)
Du skal være selvsikker og vise, at du er den rigtige til jobbet. Men det skal selvfølgelig foregå på en rar måde. Derfor er personlighed og god kemi vigtig.
Afvent svar som en professionel
Lad være med at ringe dagen efter jobsamtalen for at følge op. Vent indtil den deadline, virksomheden har udstedt. Men hvis virksomheden selv overskrider deres deadline, er det ok, at du griber knoglen og ringer til dem. Det viser overskud.
Hvad kan du gøre nu?
Det var det – du er nu blevet klædt på til jobsamtale af en af Hjørrings mest erfarne jobinterviewere. Held og lykke med samtalen! Og du er blevet klogere på jobsituationen i Hjørring, samt hvordan du gør dig mest attraktiv til jobbene.
Og dermed har vi også nået enden på denne jobguide. Vi håber, at du er blevet klogere på de forskellige processer i jobsøgningen.
Hvis du vil blive endnu klogere på, hvordan Jobformidlingen i Hjørring kan hjælpe dig, kan du kontakte Kim Jakobsen på kim.jakobsen@hjoerring.dk.
Har du spørgsmål til noget med bosætning eller andet jobrelateret, kan du kontakte Michael Andersen, Hjørring Kommunes bosætningskonsulent, på michael.andersen@hjoerring.dk.