Nanna og Frederik er rykket fra København til mini-Skagen – Frederiks fortolkning af strandbyen, Tannisby. Et sted, hvor forventningen om livet i udkanten ingenlunde harmonerer med realiteten – altså på den gode måde. Her er parrets historie om overvejelserne bag det 470 km. lange skifte i tilværelsen.
En jobmulighed som dyrlæge i Nordjylland satte for 1,5 år siden tankerne i gang hos Nanna Nørholm og hendes kæreste, Frederik Skovgaard, der på daværende tidspunkt begge boede i København.
Tanker om, hvordan dagligdagen skulle tage sig ud i fremtiden begyndte at rumstere. Der skulle prioriteres – prioriteres mellem en central 2-værelses lejlighed kontra villa, høns og have. Flere hundrede caféer inden for cykelafstand kontra få. Og byliv kontra naturliv. Og så var der også forestillingen om at flytte ud ad byen – væk fra epicenteret.
Nanna og Frederik valgte at pakke dagligdagen i København sammen for så at pakke den ud igen under nordligere himmelstrøg i nogle mere vidtstrakte og naturlige omgivelser.
Langt fra meget, men tæt på det meste. Og i rammer, som viste sig at have alt det, parret havde brug for.
Fra København til Tversted
”Vi flyttede fra København til Tversted til dels af praktiske årsager. Jeg havde fået mulighed for at starte en hestepraksis op fra bunden, men det var jo også på grund af et ønske hos os begge om at komme tættere på vores familier, om at få noget mere natur, en have og et større hjem end en 2-værelses lejlighed,” siger Nanna og fortsætter:
”Jeg tror, vi sad i lejligheden i København og begyndte at drømme om noget mere. Vi har begge to for store armbevægelser, og vi savnede at kunne boltre os på noget mere plads.”
For Frederik var det også tanken om at få høns og at kunne åbne verandadøren ud til haven, der betød noget – ”det var der noget fristende ved,” siger han.
Hus i naturen
Nanna Nørholm er 29 år gammel, dyrlæge og kommer oprindeligt fra Hjørring by. Inden hun flyttede tilbage til området, hvor det hele begyndte, boede hun otte år i København.
Frederik Skovgaard boede også i København. Han er 27 år gammel og læser til daglig til folkeskolelærer i Hjørring. Oprindeligt kommer han dog fra Odder lidt syd for Aarhus, men er i dag glad for at være flyttet mod nord, selvom han flere gange nævner, at tiden i København også var skøn.
”Vi bor i Tversted – i Tannisby for at være helt præcis. Det er et lille mini-Skagen med stranden i baghaven og klitplantager,” siger Frederik.
Frederik bruger selv ordet ”underskønt”, når han beskriver området. Og det passer. Stranden ligger en kort slentretur fra deres hus, som de lejer til cirka samme pris som en 2-værelses lejlighed i København. Det samme gør et stort åbent klitområde, Tversted Klitplantage og Tverstedsøerne.
Naturen er tilgængelig, som den ikke er mange andre steder. Derfor bruger parret også meget af deres fritid i naturen – altså når de ikke ses med deres venner.
”I vores fritid tror jeg, vi laver det, som de fleste unge mennesker på henholdsvis 27 og 29 år gør. Vi mødes med vores venner, og vi kan godt lide at drikke øl. Så kan vi også godt lide at gå i haven og nyder virkelig, at vi har fået det her naturområde rundt om os. Vi elsker at gå lange ture eller bade i Vesterhavet,” siger Nanna.
Kontrasten er mindre, end man skulle tro
Der er selvfølgelig forskel mellem at bo i København og Tversted. Men ifølge Frederik, er det mest de længere afstande, der påvirker ham.
”Der er noget med afstande. Altså det der med at cykle ned og møde sine venner på en café eller en restaurant, som man gør i København, er jo fedt, siger Frederik. Nanna følger op og afslutter sætningen:
”Så vi bruger bilerne lidt mere her,” siger hun.
Udbuddet af caféer, butikker, restauranter og andre kulturinstanser, er selvfølgelig mindre i Tversted end i København, men det er ikke noget, der skræmmer parret.
”Hvis man kan leve med ikke at have et sortiment på 50 forskellige restauranter og caféer, så er forskellen ikke så stor,” siger Frederik.
På kanten af Danmark
Hjørring Kommune er officielt en landkommune. Alligevel bliver mange kommuner højt mod nord, langt mod vest eller syd ofte betragtet som ”Udkantsdanmark”. Et begreb som i folkemunde dækker over de kommuner, som ligger langt væk fra de større danske byer.
”Der er lidt nogle fordomme om, at det er et ”hulesamfund”, når man kommer en halv time væk fra de større byer, og det er bestemt ikke sådan, her ser ud,” siger Frederik.
Derfor er det blevet vigtigt for Nanna og Frederik at vise andre, at der faktisk også er rig mulighed for at leve et civiliseret og godt liv – lidt uden for byerne.
”Vi synes, det er vigtigt, at vi viser, at der er underskønt andre steder end blot de fire store byer i Danmark. At vi viser, at man også kan finde et civilt og dejligt liv, at der er rigeligt at give sig til, og at der er masser af gode frugter på træerne, man kan plukke af, siger Frederik.
”Man kan komme og sige, at man vil på jordomrejse, og så synes folk, det er fint, men hvis man siger, vi har tænkt os at flytte til Nordjylland, så reagerer folk sådan: What. Tør du godt det? Og det er næsten skræmmende,” siger Nanna.
FOMO – fear of missing out
Og lidt skræmmende var det faktisk også at flytte nord på – i højere grad for Frederik, mener Nanna.
”Du (læs. Frederik) havde det da i hvert fald sådan. At når man ikke er heroppe fra, hvad er det så for noget, man skal op til,” siger Nanna.
Frederik mener, at det hænger sammen med frygten for at gå glip af noget – fear of missing out. Eller FOMO, som mange kalder det.
”Den der frygt for at gå glip af noget, hvis man flytter væk fra der, hvor tingene typisk sker. Den frygt skal man hen over. Man får egentlig hurtigt oplevelsen, når man flytter væk fra de større byer, at man ikke går glip af så meget. Det er mere forestillingen, der er frygtelig, men det er ikke realiteten,” siger Frederik.
Følg med på Instagram
Vil du følge med i Frederiks og Nanna tilværelse i Nordjylland, kan du gøre som over 21.000 andre og følge dem på deres Instagram-profil Udkansk.