Drømmehus i Hjørring: 5 typer boligområder du bør tjekke ud

Spirer der en lille drøm om at slå rødder i det nordjyske? Tag med os på en smuttur forbi en række boligområder i Hjørring og bliv klogere på, hvor langt du kommer for pengene.

Udvalget af boliger og boligområder i Hjørring er mange, men boligdrømmen kan alligevel være en svær størrelse at få skovlen under. Huset skal se ud på en bestemt måde, der skal være plads nok (måske til familieforøgelse?), og så skal huset selvfølgelig ligge i det i rimelig afstand til skole, arbejde, indkøb, natur – og vi ku’ blive ved.

Kravene til drømmehuset er mange, og boligjagten er ofte kompromisernes spil. Et godt sted at begynde kan dog være jagten på selve boligområdet.

På den måde afgrænser du din boligsøgen til kun at foregå omkring drømmebeliggenheden, og du er dermed allerede ét vigtigt skridt nærmere drømmehuset. 

Boligområder for enhver smag

Og hvis vi nu siger, at der i Hjørring og omegn er boligområder for enhver smag med blandt andet klassiske villakvarterer, kreative samfund og attraktive byggegrunde – alt sammen til spotpris sammenlignet med Aarhus og Aalborg – hvad tænker du så?

Vi håber, du bliver fyldt med gåpåmod og positive tanker. 

Men hvilket område passer så til dine behov? Det gør vi dig klogere på nu, hvor vi tager dig med på en rundtur. Her er nemlig noget for dig og din familie, uanset om du er til et nybygget hus på en blind stikvej eller uforstyrrede rammer midt i naturen.

De 5 boligområder i Hjørring vi gennemgår:

  1. Villakvarterer tæt på Hjørring
  2. Byggegrundene
  3. Naturperlerne
  4. Områdebyerne
  5. Kreative hotspots
Flyt til Hjørring - mor og datter sidder i parken

De skønne villakvarterer tæt på (stor)byen

Hvis du gerne vil bo i et klassisk villakvarter tæt på områdets største by, er her masser af populære muligheder for børnefamilien. Tag eksempelvis et kig på attraktive villaområder som Højene, Bagterp og Lundergård. Alle tæt på skole, idrætsmiljø, skønne naturområder, arbejdspladser og alt det, der får hverdagen til at glide. 

Og når børnene bliver større, kan de nærliggende gymnasier og videregående uddannelser blive et stort plus. Villakvartererne ligger selvfølgelig også i cykel/gåafstand til storbyens mange kulturelle tilbud.

Og ja, vi tillader os faktisk at kalde Hjørring en storby, som du kender den – blot i en lidt mindre skala, selvfølgelig. En skala, der er bedre tilpasset børnefamiliens behov.  

Vi ved godt, at vi ikke har samme udvalg af caféer som Aarhus, men vi har derimod lige nøjagtigt det udvalg, der er behov for i hverdagen. Her er shoppingmuligheder, en biograf, et moderne teater, velfungerende offentlig transport og vi ku’ blive ved.

Ja, her er faktisk langt det meste.

Og hvis du er interesseret i det bynære liv, men er villig til at kigge lidt længere fra Hjørring by, har vi også oplandsbyerne Astrup, Bjergby og Vidstrup, hvor du kommer endnu længere for pengene.

Familie har bygget deres drømmehus

Find en byggegrund og skræddersy dit eget hus

Vil du gerne selv sætte stregerne i plantegningen og designe et hjem, der passer perfekt til jeres behov? Og vil du også gerne slippe for en større renovering og vedligeholdelse de næste 10 år

Så skal du overveje at finde en byggegrund. Og her er mulighederne mange. Her kommer tre udvalgte områder for tre forskellige typer nybyggere.

Tæt på byliv og alt det praktiske?

Ved Høngårds Ager og Grønnevang finder du attraktive grunde tæt på alt Hjørring har at tilbyde, og samtidig har du fantastisk natur lige om hjørnet ved den kuperede Lundergård Plantage. Begge steder kan du få en grund fra godt 600.000 kr.

Har du eller din partner arbejde i Aalborg?

Så er attraktive Rævebakken i Vrå, med mere end 14 byggegrunde, et godt bud med kun 25 minutters transporttid på enten motorvejen eller i toget til Aalborg. Her er du under 500 meter fra den skole i Vrå, der åbner senest 2021, og Idrætscenter Vendsyssel. Ved Rævebakken ligger priserne fra 500.000 kr. inkl. tilslutningsbidrag.

Er naturen og et mindre lokalmiljø mere dig?

I Hjørring Kommune finder du også byggegrunde i mindre byer tæt ved den storslåede natur, hvor du endda får en billigere grund og dermed mere luft i budgettet til at bygge drømmehuset. Kig nærmere på Korshøjvænget ved Bjergby, Morrild Hedevej ved Morrild eller Dalvej ved naturskønne Tolne. Her kan du få grunde fra under 100.000 kr.

Hvis du er nysgerrig efter mere, kan du se flere aktuelle byggegrunde i Hjørring Kommune her.

marc-najera-WVMDdDsfV24-unsplash

Drømmebolig midt i naturens skønhed

Fra stejle klitter og brede strande til kuperede plantager og rekreative skovområder. 

Ja, Hjørring og omegn byder på alt, hvad naturelskerens hjerte kan begære. Uanset hvor du bosætter dig, har du aldrig langt til naturen. Men nogle steder skiller sig alligevel ud. Vi har udvalgt tre områder.

Småt men godt i Tornby

12 kilometer fra Hjørring ligger Tornby klods op ad Tornby Klitplantage med rå natur, udfordrende mountainbike-spor, vandre- og løbestier og smukke strande. Selvom byen kun har lidt over 1.000 indbyggere, finder du stadig skole, idrætshal, indkøb og alt du behøver for en glidende hverdag med Vendsyssels natur og ro i baghaven.  

Rindende vand i baghaven ved Uggerby

Drømmer du om at vågne op til klukkende vand i baghaven, er området ved Uggerby en god mulighed. Her kommer du helt tæt på et af nordens smukkeste vandløb, Uggerby Å, der har sit udløb ved Uggerby Strand og byder på et væld af skønne oplevelser. Du er tæt på Hirtshals, men har følelsen af at bo midt i den storslåede natur. 

Danmarks nordligste naturpark

Hvis du vil være isoleret midt i naturens ro og ikke har behov for naboer og en skole inden for gåafstand, er Naturpark Tolne en hel unik mulighed for at bo midt i Danmarks nordligste naturpark. Her bor allerede omkring 200 mennesker.

425_309629

Områdebyer med hverdagen i fokus

Vrå, Hirtshals og Sindal er alle store områdebyer i vores kommune. De byder alle på gode skoler, idrætsforeninger, indkøbsmuligheder og masser af børnefamilier, men de skiller sig alligevel ud på hver sin måde. Vrå er tæt på Aalborg, Hirtshals er unik på grund af industrihavnen og beliggenheden ved vandet, mens Sindal er en naturperle strategisk placeret midt mellem Hjørring og Frederikshavn.

I disse byer får du følelsen af at bo i en større by, mens du stadig er en del af et stærkt fællesskab og det sammenhold, du ofte oplever i mindre byer. Det lyder som et godt valg for en børnefamilie, ikke? Det er det bestemt også.

Ferie i Lønstrup

Hvor kreativiteten spirer

Vi har også plads til kreative sjæle – uanset om du er iværksætter, kunsthåndværker, surfer eller noget helt fjerde. I de små samfund langs kysten, der i sommerhalvåret er spækket med turister, finder du flere kreative miljøer. Her kommer et par af dem.

Kunst ved Lønstrup

Midt i de smukke skrænter og langs de smukke strande ligger Lønstrup. Et paradis for kreative sjæle, der er dygtige med hænderne. Her hjælper de små forretninger hinanden til succes, og du finder både smykkedesignere, glaspustere, billedkunstnere og meget andet. Måske passer din kreativitet eller forretning ind her?

Find lykken i Løkken

Længere mod syd er et nyt miljø ved at udforme sig i Løkken. Her har lokale iværksættere opbygget en surf-skole med undervisning, sauna, vildmarksbad, café og sågar overnatningsmulighed. Projektet har været startskuddet til flere kreative initiativer og events i den lille by langs kysten.

Ja, mulighederne i og omkring Hjørring er mange. Vi har ganske enkelt noget for enhver smag – også for dig. Og så er du tæt på familien, tryghed og alt det, du ved, der får hverdagen til at glide.

Vil du møde et par, der allerede har taget turen fra Aalborg til Hjørring? Så skal du møde Malthe og Merika

Her er mere, du kan læse