Bolette Falbe-Hansen

Bolette Falbe-Hansen

Bosætningskonsulent i Hjørring Kommune

Hjørring set med en tilflytters øjne

Anne Dorthe Holm er museumsdirektør i Hjørring. Og så er hun tilflytter til byen. For knap to år siden rykkede hun teltpælene op og flyttede til Hjørring med sin familie, hvor de i dag nyder at opleve byens liv, natur og aktiviteter.

Hvordan er det at være tilflytter til Hjørring? Og hvordan opleves byen set med en tilflytters øjne?

Dét, syntes vi, kunne være interessant at finde ud af. Derfor har vi i dette blogindlæg udskiftet den typiske tilbageflytter med en tilflytter. Vi har nemlig snakket med museumsdirektør, Anne Dorthe Holm, som i 2019 flyttede til Hjørring sammen med sin mand og tre børn.

Læs med herunder.

1. Hvad fik lokket jer til Hjørring?

I efteråret 2017 fik jeg tilbudt jobbet som museumsdirektør ved Vendsyssel Historiske Museum. Vi ønskede os et harmonisk familieliv, og at vores to karrierer gik op i en højere enhed, så derfor valgte vi at flytte hertil. En anden grund til at flytte herop var, at vi havde kig på en god skole.

Vi gik specifikt efter at bosætte os i Hjørring by for at være tæt på skolen, men også for at kunne opleve bylivet.

2. Hvad er det bedste ved Hjørring?

Først og fremmest, så er vi glade for skolen. Vi er også glade for at være så tæt på alting. Der hvor vi boede før, var det ofte nødvendigt at køre til en større by, når vi skulle på indkøb. Men der må man bare sige, at Hjørring har alt, hvad man skal bruge i dagligdagen.

Derudover så er det dejligt at være tæt på kysten, havet og naturen. Jeg kender ikke andre steder i Danmark, hvor man kan sige ”hvilken strand skal vi så vælge i dag?”, når man skal en tur til stranden. Her i Hjørring er der uanede muligheder for at opleve storslået natur. 

3. Hvad er dine favoritsteder?

Jeg kan godt lide Svanelunden, som vi bor i nærheden af. Men vi nyder i det hele taget at gå på opdagelse i hele kommunen og opleve nye, spændende steder – også steder hvor der er noget kulturhistorie. Der er eksempelvis et fantastisk landskab ude omkring Naturpark Tolne.

4. Hvordan adskiller Hjørring sig fra de steder, hvor du tidligere har boet? 

Jeg kan godt lide, at der er en masse aktiviteter og et rigt kulturliv i Hjørring. Nu har vi også boet en række andre steder i Danmark, heriblandt i Dronninglund og på Fyn, men jeg synes, at Hjørring skiller sig ud, fordi der sker rigtig meget her.

Selvom vi som børnefamilie ikke kan udnytte alle byens tilbud, så er det rart at opleve det liv og den puls, som er heroppe. 

5. Hvis du skulle give et råd til andre tilflyttere, hvad skulle det så være?

Jeg synes, at de skal komme ud og opleve alle de små og spændende steder, som findes i byen. Vi kendte ikke rigtig nogen heroppe, da vi flyttede til Hjørring, men det kommer jo hurtigt! Jeg er for eksempel begyndt at spille fodbold, fordi der også er et rigt foreningsliv her i byen. Så det handler om at turde kaste sig ud i det – og derigennem kan man lære nye folk at kende. 

Og så vil jeg altså lige sige, at man sagtens kan bo i Hjørring og så eksempelvis arbejde i Aalborg. Det gør min mand, og det er der intet problem i. 

Er du blevet inspireret af historien om Anne Dorthe? Du kan finde boliger og ledige byggegrunde i Hjørring-området lige her. Ellers kan du måske finde yderligere inspiration ved at møde andre tilbageflyttere?

Her er mere, du kan læse om