Der er kommet meget ny kultur i Hjørring-området de seneste ti år. Et hav af nye kulturelle tilbud, foreninger og fantastiske projekter er skudt frem. Tag med os på tur i området.
Et stort udbud af kultur i Hjørring er måske ikke ligefrem det første, du forbinder med området nord for Limfjorden.
Det er også helt fint, men der er faktisk sket ret meget heroppe de seneste år. Vi har fået et teater i topklasse, et moderne bibliotek, nye idrætsanlæg – og ja, så har vi endda haft et hold i Superligaen. Midlertidigt. Blot for at nævne nogle få ting.
Kendetegnet for de mange nye tiltag heroppe – uanset om de er søsat af kommunen, frivillige eller lokale foreninger – er, at de er med til at skabe en bedre hverdag for en som dig.
Er du klar? Nu tager vi dig med på en lille kultur-rundtur i Hjørring.
Kultur i Hjørring: Det første nye egnsteater i mere end 100 år
Vores kære, nye kulturhus! Med det prisvindende Vendsyssel Teater har vi fået en ny kulturbærer for hele Vendsyssel. Teaterprogrammet er spækket med spændende, ofte lokalt forankret, forestillinger året rundt for børn, unge og voksne.
Hvis du kommer et smut herop, vil du opleve, at teatret er hele områdets puls med liv hele dagen. Om formiddagen er der aktiviteter for børnehaver og unge, om eftermiddagen er caféen og de mange faciliteter et samlingspunkt for byens unge, og om aftenen er der forestillinger i salen.
Du kan jo overveje at invitere din kære til en aftenforestilling – mon ikke han bliver lidt imponeret. Det tror vi, han gør.
Surf ved Løkken
Er du til action og store bølger? Så skal du et smut forbi North Shore Surf ved Løkken og tage en tur på de vilde bølger. Unge iværksætter har nemlig stablet en velfungerende surf-skole på benene, hvor du til overkommelige priser kan få undervisning på vandet.
Og ja, så er der endda en hyggelig café, et vildmarksbad og naturligvis en sauna på stranden. Selv om vinteren er der ingen undskyldninger. Tværtimod. Det er en perfekt weekend-aktivitet med familien eller vennerne.
Lokale ildsjæle har skabt fælles kulturhus
Har du hørt om Uhrenholdts Gaard? Hvis ikke, skal du læse med her. Det gamle rugbrødsbageri i Vrå er nemlig blevet forvandlet til et kreativt hotspot. Lokale frivillige har tryllet den faldefærdige bygning om til et nyt kulturhus, der emmer af lokal energi, fede events og ikke mindst fællesskab.
Her er et ‘kunstnerloft’ til kreative sjæle, et ‘innovationslaboratorium’ til de ambitiøse og et værksted, hvor du kan fikse alt fra knallerter til traktorer og trailere. Og så ligger lokalerne ofte hus til lokale arrangementer.
Tag en smuttur forbi – det er virkelig blevet godt.
Vi arrangerer et hav af spændende begivenheder
Sommerhalvåret er fyldt med begivenheder, du kan tage din familie eller venner med til.
Hvis du interesserer dig for natur og miljø, anbefaler vi, at du tager dem med til det årlige Naturmøde i Hirtshals, hvor naturelskere, fagpersoner og politikere møder hinanden ansigt til ansigt for at diskutere fremtiden for vores natur. Det er både sjovt og lærerigt.
Er du mere til musik og dans?
Vi kan efterhånden også en del inden for det musikalske. Til både Musik Under Trappen og Tversted Jazzy Days har du en god undskyldning for at give den lidt gas i baren – og måske endda på dansegulvet?
Det var selvfølgelig blot et udpluk, og som du nok kan fornemme, står det ikke helt stille heroppe.
Vi har nemlig slet ikke nævnt alle de nye uddannelsesmuligheder på EUC Nord, de nye topklasse idrætsfaciliteter ved Vendia Park eller vores nye biblioteker rundt omkring i kommunen.
Vi synes, kulturlivet udgør et vital del af det gode hverdagsliv – det kan du se mere om her.
Vil du vide mere? Læs mere om kulturlivet i Hjørring her.