3 tips til forældrene: Sådan kan du hjælpe med at få dit barn hjem til Hjørring

Er dit barn flyttet hjemmefra og stadig bosiddende langt fra Hjørring? Vi har samlet 3 gode tips til, hvordan du kan øge chancerne for at få dit barn retur til hjemstavnen.

Du har måske forsøgt i flere år. Din søn eller datter er rejst sydpå for at tage sig en uddannelse, flytte til en større by eller bare for at prøve noget nyt. Men inderst inde gad du jo godt, at dit barn vendte tilbage og boede i nærheden af dig. Ikke sandt?

Især, hvis der er et barnebarn på vej, eller to allerede er blevet til tre. Det ville da også være meget rart at kunne hjælpe med børnepasningen. Men hvordan kan du gøre det mere attraktivt for dit barn at vende hjem?

Fortvivl ej. Vi har samlet tre tricks, der kan hjælpe dig med at overtale dit barn til at vende hjem til området, hvor det hele begyndte.

bedstefar passer barn

Tip 1: Klippekort til børnepasning

Du kan selv huske, hvordan det var, da du havde små børn.

Bleskift, madpakkesmøring, leg eller lektiehjælp. Lige meget alderen og opgaven kræver det energi, og hvor kunne det være rart med en fridag i ny og næ.

Det er her, du kommer ind i billedet. For hvem skulle ellers gøre det? Tilbyd dit barn et 10-turs klippekort til pasning af børnebørnene, så han eller hun virkelig kan se fordelene af at være tæt på dig. Vi ved nemlig, at én af de vigtigste parametre for at flytte “hjem” er at komme tættere på familien og tilbage til det velkendte.

Med klippekortet kan du fortælle dit barn, at du hellere end gerne henter børnebørnene til gymnastik onsdag aften eller passer dem i weekenden. Og det er altså meget nemmere at få gavn af, hvis dit barn bor i nærheden.

Så kan dit barn få tid til en tur i biografen, en middag på restaurant eller måske bare et par velfortjente fridage med sin udkårne.

Med andre ord kan du altså overtale din søn eller datter ved at fortælle og vise, at der kan skabes lidt mere plus på overskudskontoen ved at være tættere på dig.

Overtal dit barn til at vende hjem ved at finde et hus

Tip 2: Vær dit barns ejendomsmægler

En af dit barns største udfordringer ved at vende hjem kan være jagten på drømmehuset.

Kravene er ofte mange og høje, og boligmarkedet kan være en jungle at finde rundt i. Så hvorfor ikke give dit barn en hjælpende hånd?

Ligegyldigt hvad dit barns boligdrømme indebærer, så kan husene i Hjørring-området opfylde dem – og det kan du også hjælpe til med.

Du ved, hvad der rører sig

Du har jo fingeren på pulsen, og ved, hvad der rører sig på boligmarkedet i Hjørring. Og hvis dit barn er flyttet sydpå, er det ikke sikkert, at han eller hun har styr på alle fordelene ved at købe bolig i Hjørring-området.

Du ved jo for eksempel godt, at husene i Hjørring koster omkring det halve af, hvad de koster i forstæderne til Aarhus og Aalborg – og at der er rig mulighed for alt fra villakvarter til uforstyrret natur og byggegrunde.

Derfor skal du selvfølgelig fungere som dit barns lokale ejendomspusher (eller mægler, om man vil).

Vi har faktisk også skrevet et blogindlæg om fem typer af boligområder i Hjørring, som du kan læse lige her.

Så næste gang middagssnakken går på lejligheder i Aarhus, Aalborg eller København kan du jo lige smide en kæk bemærkning hen over spisebordet, så dit barn ved, at de kan skabe lidt mere luft i budgettet ved at kigge mod Hjørring. Og så kan du jo gøre som enhver anden ejendomsmægler og dele et par relevante boliger fra Hjørring-området med dit barn – eksempelvis på Facebook.

Du kan finde alle de aktuelle huse til salg i Hjørring Kommune lige her.

Tip 3: Invitér dit barn i byen

En anden undskyldning for ikke at flytte hjem er ofte, at Hjørring bare ikke har de samme kulturmuligheder som Aalborg, Aarhus eller København.

Her er det din opgave at vise dit barn, at der faktisk findes mange gode kulturtilbud i Hjørring, og at der endda er kommet flere til, siden din søn eller datter fløj fra reden.

Og der findes da ikke noget bedre end at blive inviteret ud af sine forældre! Tilbyd dit barn en tur i teatret, biografen eller på restaurant, og vis, at Hjørring har mange flere kulturtilbud end dit barn egentlig forestillede sig – der er jo trods alt sket en del, siden han eller hun flyttede væk, og måske matcher udbuddet af kultur faktisk behovet, som det ser ud i dag.

Ja, vi har faktisk også skrevet et helt blogindlæg bare om kulturtilbud i området.

Så kan du også give dit barn en masse gode grunde til at komme hjem og bruge sit klippekort. Win-win!

Resten er op til dig

Vi håber, at det kan være med til at skubbe dit barn tættere på Hjørring og på dig.

Hvis du har spørgsmål til noget af ovenstående eller har en søn eller datter, der overvejer at flytte retur, så kontakt endelige vores bosætningskonsulent.

Her er mere, du kan læse