lasse-rindsborg-66jKaQXZqo4-unsplash-1

9 naturskønne steder du skal besøge

Hjørring-området gemmer på et hav af naturperler. Det gælder alt fra fredskov til klitplantager langs den vilde vestkyst. Kort sagt er her mange steder, du bør besøge. I dette blogindlæg kan du læse om 9 af dem.

Enorme naturparker og kilometervis af stisystemer præger det nordjyske landskab. Her er det nemlig ikke lejlighedskomplekser og menneskemylder, der fylder men naturen. Og det helt særlige er, at mange af vores naturområder bare er et stenkast fra det smukke vesterhav.

Du kan altså få stillet din natursult, uanset om du vil vandre længere distancer, udfordre skovens terræn på cykel eller surfe på de vilde bølger. Lad os tage et kig på 9 naturskønne steder i Hjørring-området, vi synes, du skal besøge.

1) Naturpark Tolne

Ved Tolne Naturpark har du udsigt over Skagens Odde, og her har du 2.440 hektar natur, du kan boltre dig på. Til sammenligning kan vi fortælle, at København K er 900 hektar. 

Betegnelsen naturpark er Friluftsrådets kvalitetsmærke, der betyder, at området har enestående natur og gode faciliteter til at opleve naturen. Du kan gå gennem løvskoven på flere afmærkede vandreruter, men du har også rig mulighed for at opleve området på cykel eller hesteryg. Desuden er en del af Tolne Skov fredet. Du kan altså også finde sjældne insekter og planter i naturparken.

2) Rubjerg Knude

Du har sikkert hørt om Rubjerg Knude Fyr, der i 1900 blev bygget på kystskræntens højeste punkt. På grund af det barske vejr, stod fyret i 2019 så tæt på skrænten, at Hjørring Kommune valgte at flytte det 90 meter.

Ved Rubjerg Knude kan du for alvor mærke det barske landskab, som mange forbinder med Vesterhavet. Stejle sandskrænter, panoramaudsigt og bidende bølger. Det er bestemt et sted, der skal opleves.

3) Tversted Søerne

Skal du på tur med hele familien, er Tversted Søerne den perfekte destination. Start dagen med en gåtur rundt om de fine søer, hvor I med stor sandsynlighed kan se gråænder, blishøns og knopsvaner. 

Derudover kan I bruge dagen på naturlegepladsen, spise aftensmad ved grillpladserne og endda overnatte i shelter.

4) Løkken Strand

Løkken er kendt for at have en af nordeuropas bedste strande. Her finder du de brede sandstrande, som er ganske særlige for den jyske vestkyst. Og så er området populært blandt dem, der sætter pris på en tur på havet. Vil du surfe, kan du finde North Shore Surfs surfskole på stranden.

5) Bagterp Plantage

Bagterp Plantage ligger i lige i udkanten af Hjørring by. Her finder du både sandbakker og skrænter. Du kan altså overveje, om cyklen skal med på tur. Her kan du nemlig prøve kræfter med sving og terræn uden de store højdemeter. 

6) Uggerby Å

Er du lystfisker, kan du være heldig at få en ørred på krogen i Uggerby Å. Åen slanger sig 66 kilometer gennem landskabet fra stranden ved Bindslev hele vejen til Tårs. 

Du kan også opleve åens mange snoninger og skiftende landskaber fra vandet. Du kan nemlig sejle i kano på en 50 kilometer lang strækning, hvor du blandt andet kommer forbi fisketrapper og en naturlegepladsen.

7) Tornby Klitplantage

En smule syd for Hirtshals ligger Tornby Klitplantage – højt beliggende og med kig til kysten. Klitplantagen har det perfekte terræn, hvis du er vild med mountainbike eller vandreture.

På de næsten 550 hektar er der nemlig anlagt stier til både cykel og gåben. Mountainbikesporet er 14 kilometer langt og tager dig rundt i klitplantagen. Du kan se frem til en smuk rute, der er teknisk og fysisk udfordrende – heldigvis byder klitplantagen på en rute til både de øvede og de mindre øvede.

8) Tornby Bjerg

Vores næstsidste anbefaling ligger også ved Tornby. 84 meter over havet findes toppen af Tornby Bjerg. Herfra har du den mest fantastiske udsigt over den nordvestlige del af Vendsyssel. Vi har desuden ladet os fortælle, at man i klart vejr kan se klitstrækningen mod Skagen, Rubjerg Knude Fyr og Børglum Kloster. 

9) Sti 100 – fra Løkken til Blokhus

Sti 100 kan du følge stier hele vejen fra Løkken til Blokhus. Ruten går gennem sommerhusområder og slanger sig langs vestkysten, så du hele tiden er i nærheden af havet.

Og du kan godt snøre vandrestøvlerne – ruten er nemlig hele 47 kilometer.

Vil du vide mere om livet i Hjørring?

Faktisk er der mange flere naturoplevelser lige om hjørnet. Uanset hvor du befinder dig i kommunen, har du nemlig naturen i nærheden. 

Er du blevet nysgerrig på livet i Hjørring og sidder med spørgsmål om bosætning, jobmuligheder eller noget helt tredje, så kan du tage fat i mig ved at sende en mail på michael.andersen@hjoerring.dk.

Keramikcafe-Moellehuset

5 skjulte skatte du bør besøge i Hjørring-området

Skal du holde ferie i Nordjylland? Og mangler du inspiration til ferie-aktiviteter nær Hjørring? Vi har samlet 5 skjulte perler, som du kan besøge i din ferie i det nordjyske.

Hjørring-området byder på en masse kendte og velbesøgte turistattraktioner, som du med sikkerhed kender. Men området huser også en lang række unikke oplevelser og skjulte kroge væk fra masseturismen. Læs med herunder, hvor vi præsenterer 5 af dem.

Keramikcafé ved Vennebjerg Mølle

Hvis du elsker kage, hygge og keramik, så er Keramikcaféen Møllehuset med garanti et besøg værd!

Keramikcaféen er nabo til Vennebjerg Mølle, og i en atmosfære af hygge og ro serveres der kaffe, hjemmebagte kager og surdejsbrød på caféens egen keramik.
Alle torsdage kan der desuden købes klassisk engelsk Afternoon Tea.

Adresse: Skallerupvej 810, 9800 Hjørring
Læs mere her.

Den Gamle Købmandsgård i Tornby

Er du vild med duften af friskmalet kaffe, saltet fisk og spegepølse? Så smut en tur forbi købmandsgården i Tornby, som holder til i en 200 år gammel skudehandlergård. Her kan du købe lokale specialiteter og opleve atmosfæren i en gammel landhandel.

Den Gamle Købmandsgård har inventar fra 1860, og gården består af både butik, kaffestue og udstillinger om natur og kystkultur.

Adresse: Hovedvejen 61, Tornby, 9850 Hirtshals
Læs mere her.

Oplev dyre- og plantelivet ved Tverstedsøerne

Hvis vejret er godt, så er Tverstedsøerne det perfekte udflugtsmål for hele familien.

Snup en madkurv under armen og hold picnic i de idylliske omgivelser, mens I nyder områdets varierede dyre- og planteliv. I søerne lever mange fisk, og gråænder og blishøns besøger ofte området. Og tager du et smut ind i plantagen, kan du være heldig at se rådyr, dådyr og kronhjorte.

I kan også hygge jer på den store naturlegeplads, lave aftensmad på grillpladsen, overnatte i shelter eller slippe hunden løs i den indhegnede hundeskov.

Adresse: Tversted Klitplantage, 9881 Bindslev
Læs mere her.

Find, pluk og spis i Tornby Klitplantage

Hvis du vil have en skøn naturoplevelse, så tag en tur til Tornby Klitplantage.

Her kan du opleve klitplantagens sjældne flora og fauna, og du kan gå på jagt efter både enebær, hyldebær, havtorn og de brombærlignende korbær. Bærerne kan bruges som krydderi til saft, til syltetøj og i bagværk. Fra august til oktober kan du også finde en lang række spisesvampe i plantagen.

Klitplantagen byder derudover på afmærkede vandre- og mountainbikeruter – og så kan dagen jo passende afsluttes med en dukkert i Vesterhavet.

Adresse: Tornby Klitplantage, 9850 Hirtshals
Læs mere her.

Kornets Hus i Hjørring

Vil du lære mere om kornets historiske, samfundsmæssige og kulturelle betydning – og selv lave mad i bageværkstedet? Så brug en dag med familien i Nordjyllands helt nye oplevelsescenter, Kornets Hus.

Den imponerende og unikke bygning huser madoplevelser og aktiviteter for både store og små. I bageværkstedet kan I lave alt lige fra frisk pasta og hindbærsnitter til små pizzaer og surdejsboller, og derudover kan I kværne mel i Korneksperimentariet, nyde udsigten fra kornhaven eller gå på opdagelse i udstillingen.

Adresse: Guldagervej 501, 9800 Hjørring
Læs mere her.

Hjørring-området byder på en masse skønne, skjulte skatte, og vi håber, at vores lille guide, gav dig inspiration til udflugter oppe nordpå.

Hvis du vil vide mere om Hjørrings spændende kulturtilbud, så læs med lige her.