Mads-Rubaek-12

Fra København til Vrå med drømmen om ro, natur og økonomisk frirum

Mads Rubæk boede i starten af sine 20’ere i København uden en forkromet plan for fremtiden. Med årene indså han, at det liv han drømte om, fandtes i Nordjylland, hvor han i dag bor med sin kæreste.

Efter et højskoleophold endte Mads Rubæk i København. Det var tanken om at stifte bekendtskab med livet i storbyen, der trak. Og selvom hovedstaden bød på mange spændende ting, har Mads alligevel valgt at slå rødder i Nordjylland.

I dag bor han nemlig uden for Vrå sammen med sin kæreste og to hunde. Herfra driver han det økologiske landsted Markliv, der sælger grøntsagskasser på abonnement og leverer råvarer til skoler og restauranter i lokalområdet.

Med andre ord er hans hverdag på mange måder i kontrast til det liv, han levede for fem år siden. Men hvordan er det egentlig at flytte fra byen og ud på landet? Dét har vi spurgt Mads om, da vi besøgte ham på hans landsted ved Vrå.

1) Hvad fik dig til at flytte væk fra storbyen? 

Efter 4 år i København synes jeg, at jeg havde prøvet det af. Jeg havde en god fornemmelse af, hvordan et liv i København ville se ud og det passede bare ikke til mig.

Der var nogle fundamentale ting. Der var for langt til naturen, det var for svært at få en hund, og det var dyrt at bo der – og også dyrt at bruge byen. Jeg kunne se, at der skulle tjenes rigtig mange penge for at få et fedt liv.

Der var bare for mange mennesker og for langt til fred, ro og natur, som jeg er vokset op med. Så det blev lidt en udelukkelsesmetode. Det var ikke fordi, jeg havde en plan over, hvor jeg skulle hen, men København var i hvert fald ikke fremtiden for mig.

2) Hvorfor valgte du netop Vrå?

Jeg er født og opvokset her – faktisk på nabogården til den, jeg bor på i dag. Det slog mig, da jeg sad i København: ‘Hov, nu er der faktisk en gård, jeg kan flytte op på’. Og så gik det faktisk ret stærkt. Jeg flyttede hjem til mine forældre, mens jeg renoverede det hus, vi bor i. 

3) Hvad er dine favoritsteder i området?

Nu har jeg fået anskaffet mig de to hunde, jeg ikke kunne have i København. Dem er vi ude med 3-4 gange om ugen. 

Vi kører gerne ud til Nr. Lyngby langs vandet. Rubjerg Knude og Lønstrup bruger vi også meget. Der er altid noget kreativt, nyt og spændende at se derude.

Ellers kører vi til skoven ved Tolne Naturpark. Det er en skov, der er på størrelse med Nørrebro og Vesterbro. Det er så fedt at gå derinde og blive væk – og bare være alene i naturen.

4) Hvad er de bedste 3 ting ved at være flyttet?

1. Dét, jeg nyder allermest, er, at naboen ikke er inde på den anden side af væggen. Det er pladsen, luften og at jeg har lidt mere space.

2. Så er det klart naturen og vidderne. Altså en solnedgang i København er kun noget, man ser, hvis man bor i en penthouselejlighed. Jeg sætter virkelig pris på naturen heroppe.

3. Og så er det fedt at komme tættere på familien. På et godt år så jeg mine forældre fire gange, mens jeg boede i København. Nu ser jeg dem flere gange om ugen.

Jeg savner selvfølgelig også de venner, jeg efterlod i København, men de er heldigvis nemme at lokke på besøg. Det er et lille land, vi bor i, så det skal man ikke være så nervøs for.

5) Hvis du skulle give et godt råd til andre unge, som overvejer at skifte storbyen ud med Nordjylland, hvad skulle det så være?

Det, der hjalp mig til at tage beslutningen, var, at jeg lavede en slags kattelem til mig selv. Jeg fremlejede min lejlighed i København i et halvt år. Så vidste jeg, at hvis jeg fortrød, så kunne jeg vende tilbage. 

Så jeg havde altid muligheden for at flytte tilbage – og den muligheden har jeg jo sådan set stadig. Men nu er det 5 år siden, jeg flyttede, og min lejlighed er solgt, så det er ikke noget, jeg tænker på overhovedet. 

Så hvis man er nysgerrig og er kørt lidt fast i storbyen, så lej et hus heroppe og fremleje din egen lejlighed. Prøv det af – det sker der simpelthen ikke noget ved.

Er du blevet nysgerrig på livet Hjørring-området? Du kan læse meget mere om tilflytternes oplevelse eller tage et kig på ledige boliger og byggegrunde i Hjørring-området lige her.

Vendsyssel Teater sikrer moderne kultur Hjørring om aftenen

Philip er flyttet hjem til det velkendte i Hjørring

Det var blandt andet et godt jobtilbud og følelsen af at høre til i Hjørring-området, der fik 31-årige Philip til at skifte storby ud med livet i barndomsegnen for et par år siden.

Som så mange andre flyttede Philip i 20-årsalderen til storbyen for at studere. I dag har han vinket farvel til Aalborg, og er flyttet tættere på det, der virkelig betyder noget for ham – familien, naturen og et godt job inden for audiologi. 

Phillip er 31 år og opvokset på en landejendom mellem Lendum og Sindal. I næsten 10 år har han boet i Aalborg, men i dag er han glad for, at han tog valget om at flytte til Hjørring-området, hvor han føler sig hjemme. 

Vi har taget en snak med Phillip om hans overvejelser i forbindelse med flytningen. Og hvad hans tilhørsforhold til området har betydet for hans beslutning. 

Læs med herunder.

1. Hvad fik dig til at flytte væk fra storbyen? 

Det var en kombination af flere ting. Det var blandt andet på grund af arbejd, da jeg fik et godt jobtilbud.  

Og så er det rart at være tæt på min familie. Det er her, jeg føler mig hjemme. For mig er det vigtigt at have en base tæt på min familie og tæt på, hvor jeg er vokset op. Jeg er stolt af, hvor jeg kommer fra – så det betød noget at komme tilbage hertil.

2. Hvorfor valgte du at flytte til Hjørring fremfor andre byer i området? 

Jeg valgte at flytte til Hjørring, fordi her er mere ungdomsliv og flere kulturelle ting at give sig til sammenlignet med de mindre byer. 

Jeg kan godt lide restaurant-livet i Hjørring, og så er jeg glad for at gå i biografen. Men jeg er især også glad for at mødes med venner i byen. Det er dejligt at have dem lige rundt om hjørnet.

3. Hvad er de tre bedste ting ved at flytte her til? 

For mig har det været at komme tættere på familien. Jeg sætter pris på, at jeg kan besøge min familie, når jeg har lyst i stedet for, at det skal planlægges, fordi jeg bor langt væk. 

Og det her med, at jeg har et tilhørsforhold til området, får mig til at føle, jeg er kommet hjem. 

Jeg har en forståelse for menneskene her, fordi jeg har den samme baggrund og kommer fra det samme område som dem. Jeg føler meget hurtigt, at vi kender hinanden. Og det betyder noget for mig. 

En tredje ting er naturen. Jeg kan køre til vandet, fordi jeg er så tæt på stranden. Eller jeg kan tage ud og cykle på min racercykel i et kuperet område. Jeg cykler tit ved Tårs – og hvis jeg gerne vil på en længere tur, tager jeg ud til vandet mod Løkken eller Tårnby.

4. Er der noget, du savner ved at bo i storbyen?

Nu hvor jeg er alene, kan jeg godt savne nattelivet i Jomfru Ane Gade. Men en del af mine venner bor stadig i Aalborg, så jeg kommer stadig ned og besøger dem.

5. Hvis du skal give et godt råd til andre unge, som overvejer at skifte storbyen ud med en hverdag i Nordjylland, hvad er det så? 

Du skal flytte tilbage til Hjørring Kommune, fordi du hurtigt får et netværk, og fordi du har et kendskab til området på forhånd. Du kommer hurtig til at passe ind, fordi det er her, du kommer fra. Det er i hvertfald min oplevelse. 

Er du blevet inspireret af historien om Philip? Du kan også læse 3 grunde til, at du bør vende snuden mod nord. Ellers kan du måske finde yderligere inspiration ved at møde andre tilbageflyttere på vores blog.

Anne-aflang

Hjørring set med en tilflytters øjne

Anne Dorthe Holm er museumsdirektør i Hjørring. Og så er hun tilflytter til byen. For knap to år siden rykkede hun teltpælene op og flyttede til Hjørring med sin familie, hvor de i dag nyder at opleve byens liv, natur og aktiviteter.

Hvordan er det at være tilflytter til Hjørring? Og hvordan opleves byen set med en tilflytters øjne?

Dét, syntes vi, kunne være interessant at finde ud af. Derfor har vi i dette blogindlæg udskiftet den typiske tilbageflytter med en tilflytter. Vi har nemlig snakket med museumsdirektør, Anne Dorthe Holm, som i 2019 flyttede til Hjørring sammen med sin mand og tre børn.

Læs med herunder.

1. Hvad fik lokket jer til Hjørring?

I efteråret 2017 fik jeg tilbudt jobbet som museumsdirektør ved Vendsyssel Historiske Museum. Vi ønskede os et harmonisk familieliv, og at vores to karrierer gik op i en højere enhed, så derfor valgte vi at flytte hertil. En anden grund til at flytte herop var, at vi havde kig på en god skole.

Vi gik specifikt efter at bosætte os i Hjørring by for at være tæt på skolen, men også for at kunne opleve bylivet.

2. Hvad er det bedste ved Hjørring?

Først og fremmest, så er vi glade for skolen. Vi er også glade for at være så tæt på alting. Der hvor vi boede før, var det ofte nødvendigt at køre til en større by, når vi skulle på indkøb. Men der må man bare sige, at Hjørring har alt, hvad man skal bruge i dagligdagen.

Derudover så er det dejligt at være tæt på kysten, havet og naturen. Jeg kender ikke andre steder i Danmark, hvor man kan sige ”hvilken strand skal vi så vælge i dag?”, når man skal en tur til stranden. Her i Hjørring er der uanede muligheder for at opleve storslået natur. 

3. Hvad er dine favoritsteder?

Jeg kan godt lide Svanelunden, som vi bor i nærheden af. Men vi nyder i det hele taget at gå på opdagelse i hele kommunen og opleve nye, spændende steder – også steder hvor der er noget kulturhistorie. Der er eksempelvis et fantastisk landskab ude omkring Naturpark Tolne.

4. Hvordan adskiller Hjørring sig fra de steder, hvor du tidligere har boet? 

Jeg kan godt lide, at der er en masse aktiviteter og et rigt kulturliv i Hjørring. Nu har vi også boet en række andre steder i Danmark, heriblandt i Dronninglund og på Fyn, men jeg synes, at Hjørring skiller sig ud, fordi der sker rigtig meget her.

Selvom vi som børnefamilie ikke kan udnytte alle byens tilbud, så er det rart at opleve det liv og den puls, som er heroppe. 

5. Hvis du skulle give et råd til andre tilflyttere, hvad skulle det så være?

Jeg synes, at de skal komme ud og opleve alle de små og spændende steder, som findes i byen. Vi kendte ikke rigtig nogen heroppe, da vi flyttede til Hjørring, men det kommer jo hurtigt! Jeg er for eksempel begyndt at spille fodbold, fordi der også er et rigt foreningsliv her i byen. Så det handler om at turde kaste sig ud i det – og derigennem kan man lære nye folk at kende. 

Og så vil jeg altså lige sige, at man sagtens kan bo i Hjørring og så eksempelvis arbejde i Aalborg. Det gør min mand, og det er der intet problem i. 

Er du blevet inspireret af historien om Anne Dorthe? Du kan finde boliger og ledige byggegrunde i Hjørring-området lige her. Ellers kan du måske finde yderligere inspiration ved at møde andre tilbageflyttere?

Nynne fra Løkken

Yoga, bølger og surfboards: I Løkken er mulighederne mange

Nynne har haft bopæl i både Aarhus, København, Paris og på Bali. Nu har hun byttet storby ud med badeby og er flyttet hjem til Løkken, hvor hun i dag arbejder som surf- og yogainstruktør. Selv mener hun, at mulighederne kun er blevet flere efter, at hun er flyttet væk fra storbyen.

Nynne er 25 år. Hun er født i Aalborg og opvokset i Nr. Lyngby. Hun har rejst verden rundt, men er alligevel endt med at flytte til Nordjylland, hvor hun har bosat sig i Vesterhavsbadebyen, Løkken.

Her er der et spirende surf-miljø, sand mellem tæerne, høje bølger og brede sandstrande. Men hvordan er det at flytte tilbage til sin barndomsby? Hvad er fordelene? Og er der noget, hun savner ved storbyen?
Vi har taget en snak med Nynne om netop dette:

1) Hvad fik dig til at flytte væk fra storbyen?

Jeg startede egentlig med at læse på universitetet i Aarhus, men jeg fandt ud af, at jeg hellere ville lave noget mere praktisk. Jeg ville gerne blive endnu bedre til at surfe og lave yoga, og derfor flyttede jeg til Bali i et år. Da jeg kom hjem til Danmark igen, skulle jeg finde mig en praktikplads. På dette tidspunkt boede jeg i København, men min praktikvejleder kom fra Nordjylland, og hun foreslog, at jeg søgte en praktikplads i Løkken. Og så endte jeg her.

Så ja, i første omgang var det pga. min praktikplads at jeg rykkede til Løkken, men det var især også Vesterhavet og naturen, der trak. Jeg blev så glad for at bo her, at jeg besluttede mig for at blive boende permanent.

2) Hvorfor valgte du Løkken?

Jeg valgte til dels Løkken, fordi det er et sted, hvor jeg har været meget som barn.
Derudover er der kommet et rigtig fedt surf-miljø heroppe, som jeg har mærket i udlandet. Jeg har savnet den der kultur, hvor man bare kan gå i bare tæer, tage sit surfboard under armen og smutte ned til vandet.

Yoga og surf går hånd i hånd, og her under corona har jeg derfor taget mig en yogauddannelse. Min plan er, at jeg vil lave en lille skole i samarbejde med surfskolen her.

3) Hvad er de 3 bedste ting ved at være flyttet her til?

Vesterhavet, roen og naturen er nogle af de bedste ting ved at bo her.  Surf-sæsonen slutter jo i starten af september, så her er ret stille om vinteren – men det skræmmer mig ikke. Jeg synes, at det er rart, at der er plads til ro og hygge om vinteren, og så fuld gang i den om sommeren.

Derudover er det også dejligt, at mange af mine barndomsveninder er flyttet tilbage til Nordjylland, og så får man bare mange flere kvadratmeter for pengene her.

Jeg er blevet taget virkelig godt i mod, og når man går nede i byen, eller er ude på vandet, så kender man alle. Dét får man bare ikke i København.
Så ja, jeg kan nærmest kun se fordele ved at være flyttet tilbage til Løkken!

4) Er der noget, du savner ved at bo i storbyen?

Hmm, det er der faktisk ikke rigtig. Nu er jeg jo ung, så jeg kan da godt savne det københavnske natteliv, men hvis jeg skal i byen, så tager jeg jo bare til Aalborg.

5) Hvis du skulle give et godt råd til andre unge, som overvejer at skifte storbyen ud med nordjysk idyl, hvad skulle det så være?

Jeg tror, at det er vigtigt, at man engagerer sig i lokallivet, og er med til at gøre noget godt for byen. Jeg tror også, at det er en fordel, hvis man deler en fælles interesse med dem, som man er omgivet af. For eksempel giver surfing mig en følelse af at være med i et community.

Jeg tror, at mange unge flytter til de store byer, fordi de føler, at storbyen har flere muligheder. Men jeg føler faktisk, at jeg har fået flere muligheder ved at flytte til en mindre by. Her har jeg fået lov til at bruge min uddannelse, og folk er virkelig positive over for mine initiativer. Det hele er ikke så konkurrencepræget, hvilket gør det lettere, hvis man vil starte noget op selv. 

Man skal ikke være bange for at føle sig alene bare fordi man flytter til en lille by. Jeg tror, at man kan føle sig endnu mere alene i en storby omgivet af fremmede mennesker.

Er du blevet inspireret af historien om Nynne? Du finder hendes facebookside lige her. Eller så kan du læse mere om, hvorfor det måske er en god idé at vende retur i vores blogindlæg om 3 gode grunde til at vende snuden mod nord.

_Z5B9988

Fra storby til Tornby

I 2017 udskiftede Frederik og Christina storbyen med en hverdag i Nordjylland. Parret flyttede fra København til Tornby, og trafik og larm blev byttet ud med strand og skov. I dag bor de i hus i Tornby sammen med deres to små børn, og her har de både hav og klitplantage lige i baghaven.

Frederik er vokset op i Nordjylland, men flyttede til København for at studere. Her mødte han Christina, som er opvokset på Sjælland, og efter nogle år besluttede de sig for at rykke til Tornby. Christina har her fået job som direktionssekretær ved Statens Administration i Hjørring, og Frederik er ansat ved Hjørring Bibliotekerne.

Vi har taget en snak med parret om deres overvejelser i forbindelse med flytningen. For hvordan tager man springet fra storby til Tornby? Hvorfor Nordjylland? Og er der noget, de savner ved storbyen?

Læs med herunder.

1. Hvad fik jer til at flytte væk fra storbyen?

Christina:
Det var især muligheden for at komme tæt på strand og skov. Vi ville gerne væk fra trafik og larm og have plads og rum i stedet for. Derudover ville vi gerne have et lokalliv, hvor alle kender hinanden. 

Frederik:
Vi er begge to vokset op i landsbyer, og det miljø ville vi gerne give videre til vores børn. Vi kan begge to rigtig godt lide storbyer, men mens vi har børn, så prioriterer vi det andet.

2. Hvorfor valgte I Tornby?

Frederik:
Tilbuddet om et spændende job var udslagsgivende for, at vi havde mulighed for at flytte. Desuden spillede huspriserne en stor rolle.
I Hjørring og Tornby kan man få nogle store, flotte huse for et par millioner, og det kan man jo ikke, hvis man skal bo i en realistisk afstand fra København. 
I Tornby kan man altså få det gode liv uden at skulle arbejde 50 timer om ugen.

Christina:
Derudover trak naturen og Vesterhavet også.

Frederik:
Ja, og desuden er der også flere af mine venner, som er begyndt at vende hjem til Nordjylland igen. Selvom vi er flyttet til Tornby, så har vi jo stadigvæk et stort netværk i København og kommer der ofte – større er Danmark jo ikke.

3. Hvad er de 3 bedste ting ved at være flyttet her til?

Frederik:
De 3 bedste ting ved at være flyttet tilbage er naturen, fællesskabet og trygheden. Naturen er den åbenlyse grund. Vi bor ved en stor, lækker klitplantage, og vi kan høre havet fra vores have.

Da vi flyttede til Tornby, blev vi hurtigt en del af fællesskabet. Vi blev lynhurtigt inviteret til fællesspisninger nede i forsamlingshuset, hvor alle kom og hilste på os. Det er vores oplevelse, at man kender sin nabo bedre her, og at man er tæt på hinanden på en anden måde her end i storbyen.

Christina:
Ja, her tager man ansvar for hinanden og for hinandens børn. Derudover er der et utrolig stærkt foreningsliv i Tornby, og vi kan godt lide, at folk kæmper for lokalmiljøet og kerer sig for hinanden.

Frederik:
Trygheden er også vigtig. Man kender lokalområdet, og alt er at finde inden for en lille radius.
Desuden har det også været en stor fordel at bo så tæt på mine forældre. Det er virkelig værdifuldt, når man har små børn.

4. Er der noget, I savner ved at bo i storbyen? 

Frederik:
Mit svar er nej. Det skyldes nok, at vi jo stadigvæk kommer til storbyen jævnligt, og jeg ved, at vi altid kan flytte tilbage. Det er jo ikke for evigt, at man bor et sted, og det kan da godt være, at vi flytter tilbage til storbyen en dag.

Christina:
For mit vedkommende er der bedre jobmuligheder i storbyen, og så er der mange mad- og kulturoplevelser, som man godt kan savne. Men når man har to små børn, så er det jo ikke alligevel ikke så meget, man kommer ud og oplever.

Frederik:
Vi kan godt lide storbyens puls, men jeg tror ikke, at man får brugt det på samme måde, når man har små børn. Her hvor vi bor nu, kan vi jo også være i Aalborg på en god halv time.

5. Hvis I skulle give et godt råd til andre unge, som overvejer at skifte storbyen ud med en hverdag i Nordjylland, hvad skulle det så være?

Frederik:
Hvis man har lyst til og mulighed for at afprøve et liv i provinsen, er der mange gode muligheder for dét. Også nord for Limfjorden.

Christina:
Mit bedste råd er, at man skal engagere og involvere sig i lokalsamfundet. Jeg var meget opsøgende i starten, og derfor blev vi hurtigt en del af lokalsamfundet.
Til sidst vil jeg lige sige, at det aldrig har været et fravalg af København, men et tilvalg af Tornby.

Er du blevet inspireret af Frederik og Christinas historie? Du kan finde boliger og ledige byggegrunde i Hjørring og omegn lige her. Ellers kan du måske blive yderligere inspireret her på siden?

Foto: Louise Bering

Nanna og Frederik

Farvel til København – Nanna og Frederik slår rødder i Tannisby

Nanna og Frederik er rykket fra København til mini-Skagen – Frederiks fortolkning af strandbyen, Tannisby. Et sted, hvor forventningen om livet i udkanten ingenlunde harmonerer med realiteten – altså på den gode måde. Her er parrets historie om overvejelserne bag det 470 km. lange skifte i tilværelsen.

En jobmulighed som dyrlæge i Nordjylland satte for 1,5 år siden tankerne i gang hos Nanna Nørholm og hendes kæreste, Frederik Skovgaard, der på daværende tidspunkt begge boede i København.

Tanker om, hvordan dagligdagen skulle tage sig ud i fremtiden begyndte at rumstere. Der skulle prioriteres – prioriteres mellem en central 2-værelses lejlighed kontra villa, høns og have. Flere hundrede caféer inden for cykelafstand kontra få. Og byliv kontra naturliv. Og så var der også forestillingen om at flytte ud ad byen – væk fra epicenteret.

Nanna og Frederik valgte at pakke dagligdagen i København sammen for så at pakke den ud igen under nordligere himmelstrøg i nogle mere vidtstrakte og naturlige omgivelser.

Langt fra meget, men tæt på det meste. Og i rammer, som viste sig at have alt det, parret havde brug for.

Fra København til Tversted

”Vi flyttede fra København til Tversted til dels af praktiske årsager. Jeg havde fået mulighed for at starte en hestepraksis op fra bunden, men det var jo også på grund af et ønske hos os begge om at komme tættere på vores familier, om at få noget mere natur, en have og et større hjem end en 2-værelses lejlighed,” siger Nanna og fortsætter:

”Jeg tror, vi sad i lejligheden i København og begyndte at drømme om noget mere. Vi har begge to for store armbevægelser, og vi savnede at kunne boltre os på noget mere plads.”

For Frederik var det også tanken om at få høns og at kunne åbne verandadøren ud til haven, der betød noget – ”det var der noget fristende ved,” siger han.

Hus i naturen

Nanna Nørholm er 29 år gammel, dyrlæge og kommer oprindeligt fra Hjørring by. Inden hun flyttede tilbage til området, hvor det hele begyndte, boede hun otte år i København.

Frederik Skovgaard boede også i København. Han er 27 år gammel og læser til daglig til folkeskolelærer i Hjørring. Oprindeligt kommer han dog fra Odder lidt syd for Aarhus, men er i dag glad for at være flyttet mod nord, selvom han flere gange nævner, at tiden i København også var skøn. 

”Vi bor i Tversted – i Tannisby for at være helt præcis. Det er et lille mini-Skagen med stranden i baghaven og klitplantager,” siger Frederik.

Frederik bruger selv ordet ”underskønt”, når han beskriver området. Og det passer. Stranden ligger en kort slentretur fra deres hus, som de lejer til cirka samme pris som en 2-værelses lejlighed i København. Det samme gør et stort åbent klitområde, Tversted Klitplantage og Tverstedsøerne.

Naturen er tilgængelig, som den ikke er mange andre steder. Derfor bruger parret også meget af deres fritid i naturen – altså når de ikke ses med deres venner.

”I vores fritid tror jeg, vi laver det, som de fleste unge mennesker på henholdsvis 27 og 29 år gør. Vi mødes med vores venner, og vi kan godt lide at drikke øl. Så kan vi også godt lide at gå i haven og nyder virkelig, at vi har fået det her naturområde rundt om os. Vi elsker at gå lange ture eller bade i Vesterhavet,” siger Nanna.

Kontrasten er mindre, end man skulle tro

Der er selvfølgelig forskel mellem at bo i København og Tversted. Men ifølge Frederik, er det mest de længere afstande, der påvirker ham.

”Der er noget med afstande. Altså det der med at cykle ned og møde sine venner på en café eller en restaurant, som man gør i København, er jo fedt, siger Frederik. Nanna følger op og afslutter sætningen:

”Så vi bruger bilerne lidt mere her,” siger hun.

Udbuddet af caféer, butikker, restauranter og andre kulturinstanser, er selvfølgelig mindre i Tversted end i København, men det er ikke noget, der skræmmer parret.

”Hvis man kan leve med ikke at have et sortiment på 50 forskellige restauranter og caféer, så er forskellen ikke så stor,” siger Frederik.

På kanten af Danmark

Hjørring Kommune er officielt en landkommune. Alligevel bliver mange kommuner højt mod nord, langt mod vest eller syd ofte betragtet som ”Udkantsdanmark”. Et begreb som i folkemunde dækker over de kommuner, som ligger langt væk fra de større danske byer.

”Der er lidt nogle fordomme om, at det er et ”hulesamfund”, når man kommer en halv time væk fra de større byer, og det er bestemt ikke sådan, her ser ud,” siger Frederik.

Derfor er det blevet vigtigt for Nanna og Frederik at vise andre, at der faktisk også er rig mulighed for at leve et civiliseret og godt liv – lidt uden for byerne.

”Vi synes, det er vigtigt, at vi viser, at der er underskønt andre steder end blot de fire store byer i Danmark. At vi viser, at man også kan finde et civilt og dejligt liv, at der er rigeligt at give sig til, og at der er masser af gode frugter på træerne, man kan plukke af, siger Frederik.

”Man kan komme og sige, at man vil på jordomrejse, og så synes folk, det er fint, men hvis man siger, vi har tænkt os at flytte til Nordjylland, så reagerer folk sådan: What. Tør du godt det? Og det er næsten skræmmende,” siger Nanna.

FOMO – fear of missing out

Og lidt skræmmende var det faktisk også at flytte nord på – i højere grad for Frederik, mener Nanna.

”Du (læs. Frederik) havde det da i hvert fald sådan. At når man ikke er heroppe fra, hvad er det så for noget, man skal op til,” siger Nanna.

Frederik mener, at det hænger sammen med frygten for at gå glip af noget – fear of missing out. Eller FOMO, som mange kalder det.

”Den der frygt for at gå glip af noget, hvis man flytter væk fra der, hvor tingene typisk sker. Den frygt skal man hen over. Man får egentlig hurtigt oplevelsen, når man flytter væk fra de større byer, at man ikke går glip af så meget. Det er mere forestillingen, der er frygtelig, men det er ikke realiteten,” siger Frederik.

Følg med på Instagram

Vil du følge med i Frederiks og Nanna tilværelse i Nordjylland, kan du gøre som over 21.000 andre og følge dem på deres Instagram-profil Udkansk.