austin-distel-wD1LRb9OeEo-unsplash

3 lokale iværksættere har succes med at starte virksomhed

Går du med en iværksætterdrøm i maven? Så er det nu, du skal læse med. Vi har nemlig taget en snak med iværksætterne bag tre virksomheder, der har slået rødder i Hjørring-området.

Arbejdslivet er under forandring. Vi efterspørger mere fleksibilitet, og vi vil beskæftige os med noget, vi virkelig brænder for. Måske du er en af dem, der har en god idé eller drømmer om at være din egen chef?

Vi har mødt tre lokale Hjørring-iværksættere, der alle har skabt deres egen forretning i Hjørring-området, til en snak om at starte egen virksomhed og vejen til succes.

God læselyst!

Fra hobbyprojekt til millioninvestering

Hvis du har set Løvens Hule, genkender du måske navnet Urban-Hald. I januar løb ejerne, Lasse Hald og Daniel Urbaniak, nemlig med en millioninvestering til deres forretning, der sælger sildebensparketgulve, microcement og netpuds til alle slags renoverings- og indretningsprojekter.

Det var fornemmelsen af at stå med en god ide og lysten til at prøve noget nyt, der drev de to venner til at starte virksomheden, hvor de netop har ansat deres 8. fuldtidsmedarbejder.

Faktisk startede Urban-Hald som et hobbyprojekt, dengang Daniel og Lasse arbejdede som paramedicinere. 24-timers-vagter med efterfølgende fridage gjorde det muligt at udvikle på forretningen løbende. Særligt opbakning fra familien var grunden til, at de senere kunne gå fuldtid med projektet, fortæller Daniel Urbaniak. “For at vi kunne lykkes, har det været lige så vigtigt med støtte hjemmefra, som det har været at have en god idé,” uddyber han.   

Udover opbakning fra baglandet, lyder det til, at en del af succesen skyldes løbende støtte og sparring: “Vi har siden 2017 været i dialog med Business Hjørring, og vi er det stadig. Vi har ikke tidligere erfaring med at starte virksomhed, derfor har vi fået meget ud af den sparring, de har givet os – blandt andet til at søge investeringer”, siger Daniel Urbaniak.

Spørger man Daniel, er han slet ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beslutning at sige farvel til sit faste job som paramediciner. Med egne ord siger han: “Nogle gange skal man bare turde kaste sig ud i noget, der måske kan flyve” som en opfordring til at satse på sine gode idéer.

Et surf-univers med ambitioner for Løkken

Efter tre års rejser i udlandet kom Kasper Brix fra Hjørring hjem med drømmen om at arbejde med surfing. Selvom Kasper faktisk var rykket til København for at studere, var han hurtig til at slå til, da iskiosken på Løkken Strand blev ledig. 

Lang historie kort: I 2015 forvandlede Kasper – sammen med sin kone Bella og bror Jonas – iskiosken til en surfcafé. Siden har virksomheden haft vokseværk, og i dag står de bag en surfbutik, madvogn, restaurant og surfskolen North Shore Surf.

Udviklingen har betydet, at de tre iværksættere sidste sommer kunne beskæftige hele 80 ansatte. Succesen kommer ifølge Kasper af, at Løkken rummer de helt rigtige rammer for deres forretning.

“Der er ikke ret mange steder i Nordjylland, hvor vi kunne gøre det her. Løkken er vildt begyndervenligt for surfere. Her er vandet ikke ret dybt. Det giver en god førstegangsoplevelse. Og så ligger Løkken rigtig godt i forhold til oplandet, hvilket er grunden til, at vi har troet på de her forretninger,” fortæller Kasper.

I fremtiden er drømmen at blive den foretrukne turistattraktion i området. Og Kasper oplever allerede nu en efterspørgsel fra købestærke familier, der kommer til Løkken for den gode surf-oplevelse. 

Udover at have en forkærlighed for havet, så har Kasper også et brændende ønske om at gøre noget godt for Løkken. 

“Løkken har haft svært ved at opfinde sig selv efter historierne med unge og druk. Det er sindssygt vigtigt for mig at få folk til at forstå, at Løkken er noget andet,” uddyber Kasper, inden han fortsætter: “Vi har stor lokal opbakning, og det er helt klart det, der er den største succes for os.”

Start-up-rejse med en hjælpende hånd fra Hjørring Kommune 

Kent Poulsen og René Mallin står bag det digitale styringsredskab Selvbygger+, der hjælper danskere med at overholde tidsplaner og budgetter i deres byggeprojekter.

Ideen opstod, da René og Kent fra sidelinjen kunne se, hvordan venner og families byggeplaner skred med økonomiske tab og store frustrationer til følge. Med viden og kompetencer fra deres håndværksmæssige og byggetekniske baggrund gik de i gang med at udvikle en løsning på problemet.

At de har valgt at starte virksomhed i netop Hjørring, er ikke nogen tilfældighed: “Vi havde en fornemmelse af, at vi kunne få meget sparring gennem Hjørring Kommunes tilbud”, forklarer René Mallin, der til daglig faktisk bor i Aalborg, mens Kent Poulsen bor i Hjørring.

René vil gerne opfordre andre, der tænker på at starte selvstændigt til at undersøge, hvilken hjælp de kan få: “Der er nemlig nogle rigtig fine tilbud derude,” fortæller han. 

Sidste år vandt makkerparret en 3. plads i Dynamic Startup Challenge i Hjørring – en konkurrence som hylder nystartede virksomheder med udviklingspotentiale. Præmien var 10.000 kr. og konsulentbistand hos Business Hjørring.

Gevinsten skal bruges på at forfølge drømmen om at gå fuldtid med projektet – forhåbentligt allerede i år, fortæller René. Næste step er at få sparring til markedsføring, så Selvbygger+, der i dag tæller over 300 medlemmer, kan nå endnu længere ud.

Er du blevet inspireret?

Mulighederne for at starte virksomhed i Hjørring-området er mange. Er du blevet inspireret eller har du spørgsmål til dine muligheder for at blive selvstændig, kan du tage fat i mig ved at sende en mail på michael.andersen@hjoerring.dk.

Du kan også blive klogere på dine muligheder hos Erhverv Hjørring, der tilbyder gratis medlemskab til iværksættere eller læse mere om, hvordan Business Hjørring helt gratis hjælper dig i gang, hvis du brænder inde med en god idé. 

Job i hjørring

5 arbejdspladser for akademikere i Hjørring-området

Har du brugt de seneste år på at uddanne dig i en af landets store byer, og drømmer du nu om at slå rødder i Nordjylland? I dette blogindlæg guider vi dig til 5 potentielle arbejdspladser, hvor din uddannelse kan sættes i spil.

Hjørring byder på smuk natur og spændende kulturtilbud, men kommunen rummer også et væld af brancher, og den huser en masse arbejdspladser, som er perfekte til akademikere og folk med længere videregående uddannelser.

I vores guide herunder kan du blandt andet blive klogere på:

  1. Statens Administration, som er perfekt til dig, der elsker tal og regnskab.
  2. Novo Nordisk, som passer til dig, der drømmer om at arbejde i Danmarks største medicinalvirksomhed.
  3. Hjørring Kommune, som er en oplagt arbejdsplads til dig, der elsker at arbejde med mennesker.
  4. Turftank, til dig der elsker at nørde med teknik og elektronik.
  5. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, som er et godt match til dig, der vil arbejde med administration.

Til finanstypen, som er vild med tal og regnskab

Har du tal i blodet? Har du en solid viden om bogholderi? Og er du fortrolig med diverse regnskabsopgaver? Så er Statens Administration sikkert et sted for dig!

Hjørring Kommune er hjemsted for en lang række offentlige instanser, heriblandt Statens Administration.

Statens Administration i Hjørring er en del af Finansministeriet, og de leverer ydelser inden for primært regnskab og løn til mere end 160 kunder i det offentlige Danmark.
Statens Administration har 250 ansatte – og så er de en af statens førende inden for automatisering af administrative processer ved hjælp af indførelse af robotteknologi.

Hvis du tror, at Statens Administration matcher dine kompetencer, så læs mere lige her.

Til typen, der trives godt i en hvid kittel

Har du erfaring med ingeniørarbejde? Eller måske med bioteknologi? Har du farmaceutisk viden, og er du interesseret i insulin, blødermedicin og væksthormon? Så kan du med rette vende din opmærksomhed mod Novo Nordisk.

Novo Nordisk er Danmarks største medicinalvirksomhed, og i Hjørring producerer de pennåle til indsprøjtning af insulin.
Virksomheden formål er at bekæmpe diabetes og andre alvorlige kroniske sygdomme som sjældne blodsygdomme og svær overvægt. Novo Nordisk beskæftiger mere end 45.000 personer på 80 kontorer rundt om i verden, og markedsfører deres produkter i 169 lande.

Søg job hos Novo Nordisk her.

Til typen, som gerne vil arbejde med byens borgere

Har du en humanistisk uddannelse? Og kan du lide at arbejde med mennesker? Så er Hjørring Kommune måske den rette hylde for dig.

Hjørring Kommune er den andenstørste kommune i Nordjylland. I kommunen er der derfor hyppigt ledige stillinger, som dækker over en bred vifte af kompetencer. Kommunen mangler ofte lærere og pædagoger, folk som er dygtige til administrativt arbejde eller folk, som er uddannede inden for formidling og kommunikation. Andre gange leder kommunen efter nye medarbejdere, som vil arbejde med borgersikkerhed eller ældre og sundhed. En ting er i hvert fald helt sikkert; Hjørring Kommune har masser af jobs for dig, som kan lide at arbejde med mennesker.

Find dit næste job i Hjørring Kommune her.

Til teknologi-typen, som elsker elektronik

Har du en uddannelse inden for elektronik? Har du stor viden om sensorer, elektronikløsninger og motorer? Så er TurfTank måske stedet for dig!

TurfTank er et firma, som producerer linjemarkeringsrobotter. De leverer de nyeste mobile robotter til sportsklubber over hele verden, f.eks. til fodboldgiganter som Liverpool F.C. og Manchester City.

Turftanks stab tæller 17 ansatte i USA, 5 I København og 16 på hovedkontoret i Hjørring, hvor al firmaets robotproduktion og produktudvikling finder sted.

Er du nysgerrig på at vide mere om Turftank? Klik her og bliv klogere.

Til administrationstypen, som er interesseret i Forsvaret:

Er du vild med administration? Vil du være med til at varetage opgaver på kaserner, flyvestationer og flådestationer? Eller vil du være med til at servicere de militære operative enheder? Så er Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sikkert et hit hos dig!

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har hovedsæde i Hjørring, og de servicerer militære operative enheder ved at levere og udvikle de fysiske rammer, som er nødvendige for deres virke.
De varetager Forsvarets bygge-, anlægs- og vedligeholdelsesprojekter, har ansvaret for drift- og vedligeholdelse af Forsvarets skove og naturarealer og er ansvarlige for miljø- og energiområdet i Forsvaret.

Har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fanget din opmærksomhed? Læs mere her.

Har du spørgsmål?

Alle ovennævnte arbejdspladser søger ofte folk indenfor en bred vifte af kompetencer, og vi håber, at denne guide gav dig et indblik i nogle af de muligheder, som findes på Hjørrings arbejdspladser.

Hvis du vil vide mere om dine karrieremuligheder i Hjørring-området, kan du finde det her.

Person får hælp til at finde job

4 råd fra jobeksperten: Scor job i Hjørring

Gør sådan, prøv det, eller hvad med at vende sætningen på hovedet? Rådene er ofte mange, når det handler om at få et job. Netop derfor har vi samlet de 4 bedste af slagsen fra Kim Jakobsen, der er afdelingsleder for Jobformidlingen i Hjørring.

Du har fundet favoritvirksomheden i Hjørring. Stedet, hvor du gerne vil arbejde. Måske har de en aktuel ledig stilling, måske ikke. Uanset hvad er der råd for, hvordan du kan komme tættere på jobbet.

Men hvad er egentlig den rigtige fremgangsmåde, så det bliver dig, der snupper titlen som ny medarbejder hos favoritvirksomheden?

Du skal selvfølgelig skrive en jobansøgning på et tidspunkt (se vores guide), men ud over det, er der måske en række ting, du kan gøre, der kan øge din chance for at få jobbet i sidste ende.

Men hvad er bedst at gøre?

Er det at like alle virksomhedens opslag på LinkedIn, eller er det en bedre strategi at møde personligt op og vise flaget?

Herunder får du fire råd fra Kim Jakobsen, afdelingsleder for Jobformidlingsenheden, der er en del af Jobcenteret i Hjørring.

følg virksomheden på relevante medier

Råd 1) Følg virksomhederne på relevante medier og engagér dig i deres indhold

Mange virksomheder har en strategi om at eksponere sig selv på sociale medier. Det er derfor en god idé at vise interesse og følge virksomhederne på især LinkedIn, men også andre sociale medier, mener Kim Jakobsen.

”Det, at du følger nogen, gør, at de føler sig værdsat. Og desto mere du ved om virksomheden, og desto mere interesse du viser, desto større chance har du også, når du på et tidspunkt sidder over for dem til et konkret møde,” siger Kim Jakobsen.

Råd 2) Tag uopfordret kontakt til virksomheden

Hvis du har udset dig en virksomhed, du rigtig gerne vil have et job hos, er der altså ikke noget farligt ved at kontakte dem og spørge, om de har aktuelle jobstillinger åbne, hvem der ansætter, eller hvilke kompetencer de generelt har behov for. Det viser nemlig både engagement og motivation.

”Kontakt virksomheden og spørg ind til, hvad der skal til for, at du kan komme i betragtning til et job, og hvad de lægger særligt vægt på. Typisk er der ikke nogen virksomheder, der vil have noget imod det, for alle kæmper jo om at få de bedste kandidater, siger Kim Jakobsen.

Vil du med på Jobjagt?

4 workshopdage med målrettet jobsøgning, jobsøgningsstrategier og hjælp til ansøgningen og CV’et helt gratis.

Lyder det interessant? Udfyld formularen nedenfor, så kontakter Kim Jakobsen dig inden for to dage med mere information.

    Jobjagt består typisk at fire workshop-dage fordelt over en periode på fire uger – typisk med start om onsdagen. På første møde handler det om at lægge en strategi og opsætte mål for jobsøgningen. Herefter arbejder du, i fællesskab med jobformidleren, med målrettet jobsøgning, hvor du bl.a. får feedback på din ansøgning, dit CV eller dine kompetencer.

    Du kan også tilmelde dig eller høre mere om Jobjagt ved at sende en mail til Kim Jakobsen på kim.jakobsen@hjoerring.dk

    Råd 3) Kontakt jobformidlingen og spørg, om de kan hjælpe med viden om den konkrete virksomhed

    Spørg og du vil få svar, kunne dette råd også hedde. Du har i hvert fald altid mulighed for at kontakte Jobformidlingen i Hjørring for at spørge om hjælp. Nogle gange ligger de nemlig inde med insider-viden – eksempelvis om ikke-opslåede jobs.

    ”Du kan altid kontakte os og høre, om vi har noget job-information om en konkret virksomhed. Og nogle gange ved vi også, hvilken kontaktperson man skal tage fat i hos den pågældende virksomhed,” siger Kim Jakobsen.

    Du kan læse mere om de mange muligheder jobformidlingen kan tilbyde dig i vores blogindlæg om netop det.        

    Mand i virksomhedspraktik

    Råd 4) Virksomhedspraktik

    Er du blevet færdig med studiet og er på dagpenge, kan det være en god vej ind hos favoritvirksomheden at søge om et praktikforløb. Med et praktikforløb – på typisk fire uger – får du foden indenfor, og du er dermed ét skridt tættere på at lande jobbet hjemme i Hjørring.

    Og selvom du bor i Aarhus, Aalborg, én af de andre store uddannelsesbyer eller et helt andet sted, kan du stadig komme i virksomhedspraktik hos en virksomhed i Hjørring.

    ”Hvis du henvender dig i det jobcenter, du tilhører, kan du faktisk godt komme i erhvervspraktik hos en virksomhed i Hjørring, hvis der er en særlig virksomhed, du rigtig gerne vil have job hos,” fortæller Kim.

    Bum – det var det.

    Vi håber, du kan bruge ovenstående råd til at finde dit næste job i Hjørring. Og hvis du i mellemtiden mangler inspiration til at skrive den gode jobansøgning, kan du jo tage et kig på vores store guide til at skrive Hjørrings bedste jobansøgning.

    Har du yderligere spørgsmål til jobsøgningen eller spørgsmål omkring bosætning, kan du kontakte mig her:

    Person får rådgivning til at finde job.

    Tretrinsraket: Få hjælp til at finde job i Hjørring

    Hvad skal du gøre, når du leder efter job i Hjørring? Afdelingsleder for Jobformidlingsenheden i Hjørring, Kim Jakobsen, klæder dig på til at finde drømmejobbet.

    Det kan være svært at finde job. Sådan er det bare. Nogle gange kræver det, at du har fingeren på pulsen i det område, du søger i, eller at du kender nogen, der kender nogen.

    Nå, men frygt ej – vi har nemlig taget en snak med Kim Jakobsen, afdelingsleder for Jobformidlingsenheden, der er en del af Jobcenteret i Hjørring. Kims fornemmeste opgave er at hjælpe borgere med at få job i Hjørring – også selvom de ikke bor her endnu.

    Læs med og bliv klogere på, hvordan Jobformidlingen kan hjælpe dig i jobjagten.

    Person får hælp til at finde job

    Jobformidlingen guider dig

    Jobformidlingen er for dig, der har brug for hjælp til at finde dit næste job – hvad enten det er hjælp til at skrive et CV eller hjælp til at matche dig med en konkret virksomhed.

    Når du henvender dig i Jobcenteret i Hjørring, bliver du sat sammen med en personlig jobformidler, der har en række forskellige tilbud i ærmet. Tilbud, der alle sammen har til formål at gøre det nemmere for dig at score dit næste job i Hjørring.

    Vi har samlet tre steps, som et forløb hos Jobformidlingen typisk består af.

    Step 1: Kompetenceafklaring

    Første step er at afklare, hvad du som kandidat kan og vil – det foregår typisk gennem en kompetenceafklaring.

    ”Vi har kendskab til, hvad der rør sig i Hjørring. Men før vi kan lave et match med en relevant virksomhed, skal vi først have en idé om, hvilke kompetencer kandidaten har. Disse kompetencer forsøger vi så at matche ind i forhold til vores viden om jobmarkedet i Hjørring,” siger Kim Jakobsen.

    Kompetenceafklaringen er smart, da den viser, hvilke kompetencer du har som kandidat, samt hvilke jobambitioner du har – to ting som gerne skal matche. Har du eksempelvis en ambition om et specifikt job, hvor det viser sig, at du mangler kompetencer, er en opkvalificering af dine kompetencer måske bedre givet ud end en ekstra gennemskrivning af din ansøgning.

    Skrivebord med computer

    Step 2: Læg den rigtige strategi for jobsøgningen

    Er den rigtige løsning en skriftlig ansøgning, eller er det måske bedre at satse på en virksomhedspraktik, så du på den måde kan få foden inden for døren og dermed komme tættere på en fastansættelse?

    ”Det kan være, at du kunne tænke dig at få hjælp til at lægge en strategi for din jobsøgningsproces. Er det eksempelvis en god idé med en skriftlig ansøgning eller er et personligt fremmøde i virksomheden bedre. Det kommer meget an på branchen, siger Kim Jakobsen og fortsætter:

    ”Det kan også være, at en uopfordret ansøgning er vejen frem, da det ikke altid er givet, at virksomhederne har opslået stillinger her og nu. Det kan jo være, du har nogle kompetencer, som vi kan se, at en række virksomheder tidligere har efterspurgt. Her vil en strategi om at sende uopfordrede ansøgninger måske være den rigtige løsning.”

    Vil du med på Jobjagt?

    4 dage med målrettet jobsøgning, jobsøgningsstrategier og hjælp til ansøgningen og CV’et – helt gratis.

    Lyder det interessant? Udfyld formularen nedenfor, så kontakter Kim Jakobsen dig inden for to dage med mere information.

      Jobjagt består typisk at fire workshop-dage fordelt over en periode på fire uger – typisk med start om onsdagen. På første møde handler det om at lægge en strategi og opsætte mål for jobsøgningen. Herefter arbejder du, i fællesskab med jobformidleren, med målrettet jobsøgning, hvor du bl.a. får feedback på din ansøgning, dit CV eller dine kompetencer.

      Du kan også tilmelde dig eller høre mere om Jobjagt ved at sende en mail til Kim Jakobsen på kim.jakobsen@hjoerring.dk.

      Step 3: Få hjælp til ansøgning og CV

      Det er altid en god idé at have en god ansøgning og et godt CV ved hånden, når du skal søge job – det er indiskutabelt. Også her kan Jobformidlingen være behjælpelig.

      ”Vores jobformidlere kan hjælpe dig med at lave den bedste ansøgning. Det betyder, at hvis der er nogle konkrete jobs, kan vi hjælpe med at tilpasse en ansøgning og CV hertil,” siger Kim Jakobsen.

      Vi håber, du kan bruge ovenstående råd til at finde dit næste job i Hjørring. Måske overvejer du endda, om en snak Kim Jakobsen er vejen frem – i så fald kan du kontakte ham på kim.jakobsen@hjoerring.dk.

      Og hvis du i mellemtiden mangler inspiration til at skrive den gode jobansøgning, kan du jo tage et kig på vores store guide til at skrive Hjørrings bedste jobansøgning.

      Har du yderligere spørgsmål til jobsøgningen eller spørgsmål omkring bosætning, kan du kontakte mig her:

      Held og lykke med jobsøgningen.

      Jobsamtale mellem mand og kvinde

      Job i Hjørring: Den store guide til at skrive bedre jobansøgninger

      Jobansøgningen er midlet til at nå jobsamtalen, som er sidste step mellem dig og drømmejobbet i Hjørring. Derfor skal ansøgningen være spot on. I denne guide giver vi dig 9 tips til at skrive bedre jobansøgninger.

      Du har fundet jobopslaget. Opslaget til dit drømmejob i Hjørring. Det job i Hjørring du har ledt efter i laaang tid. Nu er det blot et spørgsmål om at få smækket en jobansøgning afsted, en hurtig tur til jobsamtale og så er jobbet så godt som dit.

      Eller hvad?

      For hvis du synes, det er drømmejobbet, synes andre det måske også. Og hvorfor skulle de så hive dig til samtale frem for en anden, når de sidder og bladrer i den store bunke ansøgninger?

      Det skal de, fordi du har skrevet Hjørrings (måske Danmarks) bedste motiverede ansøgning – og så selvfølgelig fordi du er kvalificeret.

      Jobsamtale til nyt job

      Her er opskriften til at skrive den bedste ansøgning, når du søger job i Hjørring:

      De 9 ingredienser til jobansøgningen


      For at skrive den gode ansøgning skal du…

      1. Finde en vinkel
      2. Skrive det vigtigste først
      3. Udskifte jeg med du eller I
      4. Skrive én hovedoverskrift, én underoverskrift og 3-5 mindre overskrifter (også kendt som rubrikker)
      5. Finde på en gimmick
      6. Vedlægge ét billede (ja, det skal være tidssvarende. Det er ikke Tinder, det her)
      7. Skrive 300-400 ord (altså max én side)
      8. Finde en korrekturlæser (det må gerne være dig selv)
      9. Afsætte 3-4 timer til at blande ovenstående

      Fremgangsmåden til Hjørrings bedste jobansøgning

      Okay. Nu kender du ingredienserne, og hvis du læser lidt videre, vil du også vide, hvordan og hvorfor du skal bruge dem.

      1) Find vinklen

      Inden du går i gang med at smække din ansøgning sammen, bør du overveje, hvad du egentlig gerne vil fortælle læseren – altså din kommende arbejdsgiver.

      En vinkel afgør, hvilket fokus din ansøgning har. Vinklen hjælper dig altså med at gøre ansøgningen skarp.

      Det betyder, at hvis du søger et job i Hjørring, hvor der står, det er afgørende, du har kendskab til det norske marked, eller at du kan betjene en bestemt type maskine, skal det være ansøgningens fokus – altså din vinkel.

      Læseren skal sidde tilbage med følelsen af, at du er den bedste til at betjene denne maskine eller kender det norske marked som din egen bukselomme. Det kan du blandet andet gøre ved at komme med eksempler eller dele erfaringer.

      Først når du er sikker på, at læseren forstår, at du er den bedste til at betjene maskinen, skal du italesætte dine andre kompetencer. Og så skal du nok få et job i Hjørring.

      2) Præsenter det vigtigste først i din jobansøgning

      Når journalister skriver artikler, præsenterer de altid det vigtigste budskab først. Det er der flere årsager til.

      Én af årsagerne er, at hvis læseren kun får snøvlet sig sammen til at læse de første fem linjer, så ved de stadig i store træk, hvad resten af artiklen handler om. Og så gør det som regel også indledningen mere fængende.

      Det er derfor et princip, du bør arbejde ud fra, når du skal skrive Hjørrings bedste jobansøgning.

      Lad mig komme med et eksempel.

      Mange begynder deres ansøgning med at skrive noget i retning af:

      Jeg hedder XXXXX, jeg er XX år gammel og bor i XXXXXX. I min hverdag bruger jeg tid på XXXXXXXX, og min uddannelsesbaggrund er XXXXXXXX.

      Det er jo egentlig fine informationer at give arbejdsgiveren, men det er vel ikke det vigtigste? Det skulle helst ikke være hverken dit navn, din alder eller dine fritidsinteresser, der afgør, om du er en god kandidat til jobbet.

      Uddannelsesbaggrunden har formentlig noget at skulle have sagt, men det er måske heller ikke det vigtigste i første omgang.

      Så gem det til senere, eller lad det blive i dit CV.

      Begynd i stedet din ansøgning med en kort historie, der på 2-3 linjer fortæller, hvorfor du er den perfekte kandidat til jobbet.

      Det kan være, du før har løst lignende arbejdsopgaver hos en tidligere arbejdsgiver? Så fortæl det. Det viser nemlig både, at du har erfaring og ved, hvordan du udfylder jobbet.

      På den måde har du allerede efter 2-3 linjer fortalt, hvad du kan og er dermed foran på point fra start. Og vupti – chancen for at din ansøgning bliver læst til ende voksede lige gevaldigt.

      3) Udskift jeg med du eller I

      Er det for din skyld eller arbejdsgiverens skyld, at du skal have jobbet?

      Det er selvfølgelig for jeres begges skyld, men din ansøgnings fornemmeste opgave er at overbevise modtageren – altså arbejdsgiveren – om, at du er den rigtige til at udføre jobbet.

      Tænk på det sådan her: Arbejdsgiveren ansætter ikke dig for at hjælpe dig videre. De ansætter dig for at hjælpe virksomheden videre – heldigvis er en af de positive bivirkninger ved det, at du også bliver hjulpet på vej. Win win.

      Så i stedet for at skrive, hvad du får ud af at blive ansat, skal du skrive, hvad virksomheden får ud af at ansætte dig. Det gør det samtidig også nemmere for dig at skrive mere konkrete sætninger.

      Her er et eksempel:

      Jeg, mig & mit

      Hvis I ansætter mig, får jeg mulighed for at udvikle mig og mit kendskab til den norske arkitektbranche samt at blive en bedre projektleder inden for mit felt.

      I & virksomheden

      Hvis I ansætter mig, får I en projektleder med over fem års erfaring inden for arkitektbranchen i Norge, der hver dag vil knokle for, at virksomheden får succes med det nye projekt.

      Hvad tror du, virksomheden synes fungerer bedst?

      Byggeleder har job i Hjørring på en byggeplads

      4) Brug overskrifter og få styr på layoutet

      Den her er meget simpel. Sørg for at din ansøgning er indbydende og nem at læse. Det kan du gøre på flere måder.

      Det er eksempelvis belastende at læse en ansøgning, hvis typografien er svær at læse, hvis skriftstørrelsen er for lille eller for stor, eller hvis linjeafstanden er helt off.

      Så vælg en formatering, der er letlæselig og hold dig til den.

      Og så er det altså en rigtig god idé at dele din ansøgning op i afsnit adskilt af overskrifter. Du bør eksempelvis give din ansøgning en overskrift, der opsummerer hele molevitten i én sætning. Overskriften skal gerne give læseren lyst til at læse mere.

      Under overskriften skriver du (sjovt nok) en underoverskrift. Her kan du i 1-3 linjer uddybe din overskrift. Efter din underoverskrift kan du skrive dit første afsnit, som i de fleste tilfælde vil være din indledning, hvor du præsenterer din vinkel.

      Herefter følger forskellige afsnit, hvor du beskriver dine styrker. Eksempelvis hvordan dine kompetencer kan løfte virksomhedens effektivitet, hvordan din erfaring vil styrke virksomhedens salgsafdeling, eller hvordan du passer ind med engelsktalende kollegaer.

      Lad være med at blande de forskellige styrker for meget sammen, men del dem i stedet op i forskellige afsnit med hver deres mindre overskrift.

      Og så send ansøgningen som pdf-fil og ikke word-fil. Det er bare lidt mere lækkert.

      Og vupti. Din ansøgning er med ét blevet både nemmere at læse og mere lækker at se på.

      5) Find på en gimmick

      Virksomheder modtager ofte bunker af ansøgninger – nogle gange flere hundrede. Sådan er gamet, og det må man acceptere.

      Så for at undgå at ligne alle de andre, bliver din jobansøgning nødt til at skille sig ud.

      Det kan du eksempelvis gøre ved at skrive en sjov historie om dig selv, eller noget du har oplevet. Du kan også bruge nogle vilde farver eller måske smække et stort, sjovt billede på ansøgningen. Selvfølgelig med måde, det er klart.

      Du skal tænke på, at ansøgningens vigtigste formål er at få dig til en samtale. Så hvis en sjov historie eller et farverigt design får læseren til at huske din ansøgning frem for de andre, så er chancen for, du kommer til samtale større.

      Eller hvad med en video-ansøgning? Så er du i hvert fald sikker på, din ansøgning skiller sig ud. Du får samtidig mulighed for at vise din personlighed på en måde, som tekst ikke kan hamle op med. Og ja, din telefon har et fremragende kamera, så der er ingen undskyldning der ;-).

      6) Indsæt et vellignende billede

      Den her er meget simpel. Smæk et vellignende billede på din ansøgning. Det gør din ansøgning mere personlig og troværdig.

      Tag et billede, hvor du står eller sidder i en professionel setting. Med andre ord bør du undgå ferie- og festbilleder.

      Og ja, din telefon har stadig et fremragende kamera, så der er heller ikke nogen undskyldning denne gang ;-).

      7) Hold det på max én side

      Det kan være svært at begrænse sig (se selv denne guide(!)), og det kræver øvelse at skrive kort og præcist.

      Holder du din ansøgning på én side, bliver den nemmere at overskue, og chancen for, at den bliver læst til ende er større.

      Inden du skriver et nyt afsnit i din jobansøgning, bør du derfor altid spørge dig selv, om afsnittet er absolut nødvendigt at få med. Måske giver det bedre mening at gemme lidt guf til jobsamtalen – der skal du jo også gerne imponere.

      Vælg de vigtigste emner og brug i stedet spaltepladsen på at komme i dybden.

      Job i Hjørring: Ansat sidder på kontor og arbejder

      8) Læs grundig korrektur

      Du fremstår mere prof, hvis din ansøgning er uden sprogbøffer og kommafejl. Sådan er det bare. Også selvom du søger en stilling, hvor de sproglige evner ikke er i højsædet. Ligegyldigt hvad ser det bare mere prof ud.

      Søger du til gengæld en stilling, hvor du skal kunne kommunikere – det kunne være som kommunikationsmedarbejder, marketingmedarbejder eller lignende – er det altså et must at aflevere en ansøgning uden stavefejl. Din ansøgning er jo et kommunikationsprodukt i sig selv, og med den kan du vise, at du rent faktisk kan kommunikere.

      9) Afsæt 3-4 timer

      Det her råd kan du fortolke, som du vil. Om du bruger 3-4 timer eller 7-8 timer på at skrive din ansøgning, er op til dig. Det vigtigste er blot, at du tager den tid, det tager. Man skriver ikke lige hurtigt en ansøgning, hvis man skal have styr på de ting, vi lige har gennemgået.

      Nogle har det bedst med bare at skrive løs og efterfølgende slette og rette til. Andre har det bedre med at overveje hver enkel sætning, inden den bliver skrevet ned. Find din stil og hold fast i den.

      Et godt sted at begynde er dog at skrive et udkast for overskrifterne på de afsnit, du gerne vil have med. På den måde bygger du rammen for din ansøgning, som efterfølgende så ”blot” skal fyldes ud med kloge ord.


      BUM.

      Sådan skriver du Hjørrings (måske Danmarks) bedste ansøgning.

      Du behøver selvfølgelig ikke gennemgå alle steps i denne guide for at skrive gode jobansøgninger. Mindre kan også gøre det.

      Men hey, når du nu har læst alle 9 tips, kan du jo lige så godt bruge dem? For gør du det, er du altså godt på vej mod en drøngod ansøgning, der (forhåbentligt) får dig til jobsamtale og dermed tættere på målet om et job i Hjørring.

      Held og lykke med ansøgningsprocessen.